Og der et isbjerg så højtravende, en almægtig glinsende skarpsleben diamant, aldrig nåede nogen toppen. Urørligt stråler det selvbevidst, uimodsagt kaster det sit lys på vejen dernede, hvor hjemløse leder efter deres navn og prominente efter anseelse. Så magtfuldt er det, bjerget, som Putin på karrierens tinde befriet for empati og samvittighed med en pragt så overdådig. Iskoldt glimter det i solen
Trommedans og åndemageri bliver i det skjulte praktiseret af byens indbyggere, og almindeligt anerkendt er det, at der i det stolte ismassiv bor en ånd, som man frygter og forsøger at formilde med gaver. Blomster, kranse og ikoner bliver lagt ved isbjergets fod, hvorfra smeltevand langsomt breder sig. Umærkeligt, som isbjerget dag for dag bliver mindre, bliver dens ånd tilsvarende agressiv og desperat, som har den travlt med at hævde sig, inden isen drypvis forsvinder. Det mærker de godt nok i byen, selvmord, fjendskab, ydmygelse og drab, noget må gøres for at stoppe åndens desperate handlinger, og hvad kan være bedre end at skille sig af med det. Isbjerget skal sælges.
Altid har indbyggerne været vant til at handle impulsivt og omgående, så det gør de også i denne sag, træffer aftale med en oligark, der indvilger i at komme til byen for at gøre en handel. Isbjerg for millioner, pengene skal være indbyggernes fælleseje, som åndens hærgen har været en fælles katastrofe. Privatfly og lystjagt har han, penthouselejlighed og fodboldklub, og på sin tur til Beijing, laver han en afstikker til byen med isbjerget for at erhverve det prestigefyldte naturfænomen. Helt almindelig virker han, venlig og høflig, og så udviser han en særlig omsorg for eller kærlighed til det imponerende isbjerg, der glinser så guddommeligt. Taler bliver holdt, en snor bliver klippet, og det hele sendt live på tv. Stor fest med hvalspæk og rensdyr, spillemænd i egnsdragt og højt humør, for nu er de sluppet af med den onde ånd. Ondskaben boede i isbjerget, og nu er bjerget solgt.
Den lykkelige køber, succesfulde Mikhail Orlov kan aldrig sige nej. Da indflydelsesrige venner spørger ham, da Sovjetunionens statslige foretagender i 1991 bliver fordelt i form af andelsbreve, om han ville være med, siger han ja. Ideen er, for lånte penge at opkøbe andele for en slik, så det gør Mikhail køber den ene fabrik efter den anden, det er sjovt, og da han sælger dem videre med fortjeneste, kommer han ud af sin gæld og bliver oligark.
- Skal du ikke have sådan en? Det er en af vennerne, der viser ham rundt på sin luksuriøse lystyacht med biograf og swimmingpool, så det får han, penge spiller ingen rolle for Mikhail, kun venner, og dem har han mange af. Kontor i London, hybel i Paris og adresse i Monaco, alt der bliver ham foreslået, siger han ja til, og alle elsker de Mikhail, som altid er glad, gavmild og elskelig. Som del af Putins inderkreds kommer han med til store fester og ved enkelte lejligheder personlig samtale.
- Kan jeg stole på dig? Putin kigger ham stift i øjnene, og uden tøven siger Mikhail - Ja. Aldrig har han brudt en aftale, Mikhail står ved sit ord og elsker sin rolle som mæcen for verdens mægtigste mand.
Men så er det, at krigen bryder ud og Vestens sanktioner rammer ham, hans lystyacht bliver beslaglagt og en del af formuen indefrosset, men at være blacklistet af Vesten styrker kun hans forhold til Putin, som han med dyre gaver giver sin uforbeholdne støtte.
Men det bekymrer ham, at mange af hans oligarkvenner begår selvmord på besynderlig vis. En kaster sig ud ad vinduet, en anden drukner sig i badekarret. At Putin i hemmelighed forgifter en forræder i eksil, finder Mikhail acceptabelt, men hemmelige drab på oligarker, der ikke helhjertet bakker op om Ruslands invasion er problematisk. Så det gør Mikhail, fortæller vidt og bredt om sit nære forhold til Valdimir Putin, og da chancen byder sig, køber han det magtfulde isbjerg. Det vil give ham prestige og bringe ham tættere på Kreml og magtens centrum, tror han.Men der tager han fejl.
Kort tid efter købet dør Mikhail af ukendte årsager. Rygtet går, at han er en homosexuel, der med frygt for at blive afsløret tager sit eget liv, et andet at han er blevet forgiftet ved at spise fordærvet kaviar. Men indbyggerne, der med glæde tog imod det rundhåndede beløb, tager det mystiske dødsfald som tegn på, at den onde ånd har accepteret ejerskiftet. Endelig er de sluppet fri for åndens chikane.
Byen er Yakutski i Sibiriens bjergrige nord, så langt mod øst man næsten kan komme i Rusland, her bor og arbejder Ilyusha i den lille, men efter salget af isbjerget ikke længere så fattige by. Hans bedstefar flygtede fra Tibet, da landet blev besat af Kina i 1950, men selvom Ilyusha har tibetanske rødder, føler han sig som russer. Kender i kraft af sit arbejde som kommunalansat alt til love og forordninger, men interesserer sig ikke for politik.
Ilyusha er tilhænger af ansvarsfordeling, hvis han passer sit arbejde, vil politikerne passe deres. Hvis enhver uanset alder og herkomst skal bestemme, hvordan landet skal ledes, vil det kun føre til anarki og kaos, se bare på Amerika. Med deres slingrende kurs er de et godt eksempel på, hvor galt det kan gå.
Med en løgn om Iraks ikke eksisterende atomvåben fik deres præsident Bush Vesten til at gå i krig med Irak, så kom turen til Afghanistan på jagt efter Bin Laden også et nederlag, 20 år tog det at erkende deres nederlag. Efter en sort humanist valgte folket så en brovtende gadedreng, der fik sine tilhængere til at storme kongressen på en løgn om valgsvindel, nej det er ikke vejen frem for et folk at få landet til at skvulpe som et skib i høj sø.
At Putin skal sidde ved magten endnu 15 år er for Ilyusha en lettelse, uanset hvad præsidenten foretager sig. Han styrer sit land som kaptajnen sit skib.
Tania kan ikke finde sin kuglepen, mere og mere irriteret leder hun i skuffer, under bunker på skrivebordet, på gulvet jo kuglepenne er der nok af, men ikke den hun vil skrive med, og underskriften på netop dette stykke papir skal altså være med hendes helt personlige kuglepen. Brevet er en opsigelse som nyhedsredaktør i den statskontrollerede russiske TV kanal.
Samme formiddag er det igen blevet hende pålagt at viderebringe en løgnehistorie til det russiske folk, og det er dråben, der får bægeret til at flyde, nu er det nok. At hun ikke kan finde netop den kuglepen, må være et tegn fra skæbnen, at noget andet skal gøres, og det gør hun så. Skriver uden tanke på konsekvenserne sin opsigelse med speedmarker, tydelige bogstaver på et stort stykke papir, går ned i studiet med det sammenrullede budskab og træder, da nyhederne går live over skærmen, ind bag speakeren og viser skiltet frem, mens hun råber:
- Fred i Ukaine. Stop Krigen. Vi fylder jer med løgn, men jeg er træt af løgne!
For Ilyusha er dagen idag en helt almindelig dag. Ud på eftermiddagen kommer han hjem fra en rutinepræget dag på rådhuset, hvor han har ordnet, sorteret, behandlet og besvaret. Efter at have varmet og spist, hvad der var til overs fra dagen før, sætter han sig til rette i sin elskede men slidte lænestol foran fjernsynet og tænder for nyhederne. Ikke at han forventer noget nyt, men i Ilyushas hverdagsbobbel giver nyhederne på stats-TV ham fornemmelsen af at være del af noget større, foran skærmen let døsig hver aften klokken 19’30 bliver Ilyusha verdensborger.
Og så er det Tanja med sin protest driver en kile ind i en næsten usynlig sprække i Ilyushas klippefaste tro. Ganske kort er indslaget, så klippes til et ligegyldigt tomrum men skaden er sket, budskabet blev leveret, at den trofaste seer befinder sig i en tryghedsbobbel, der bygger på løgn. Et skår er skabt i Ilyushas verdensbillede.
Fra troen på det åndelige til afsløring af virkeligheden, Ilyusha bliver forbløffet men ikke vred. Finder det frastødende, men interessant, forkasteligt men en vej. En sprække han ikke anede fandtes til sine forfædres hemmelige skuffer. Det er det, han ser, Ilyusha, 20 sekunders opstand af en enkelt modig kvinde 5.000 km væk.
Lena er også nyhedsreporter, som journalist ved det statsejede russiske dagblad Pravda er hun fulgt med de russiske soldater i deres militære undsætning af undertrykte borgere i de to nyudnævnte republikker Donetsk og Lugansk. Hun skal rapportere til avisen, hvordan beboerne føler sig befriet og nu fejrer deres selvstændighed, problemet er, at det gør de ikke. Overalt hvor hun kommer i de to republikker, er der kun frygt, ødelagte huse og vrag af tanks. Ingen viser glæde ved det, der sker, kun håb om at det vil stoppe. Lena tager derfor mod syd til byen Mariupol for i stedet at skrive om russernes evakuering af byens borgere.
Men igen er det frygt og tårer hun ser, for beboerne bliver modvilligt gennet ind i busser for at blive kørt over grænsen til Rusland, mange vender om og går tilbage til ruinerne for at slippe for at blive deporteret, og det er svært for hende at finde bare et enkelt smil, alle er de så bange, frygter hvad der skal ske.
Det er slet ikke nemt for Lena at finde den positive historie, indtil hun i en kælderskakt, hvor hvid damp stiger op, ser to ældre med tæpper og huer sidde med hver deres tallerken og spise et måltid sammen. Det er Armin og hans hustru.
Armin er glad idag, for han har fundet en dåse tomater og to kartofler, og så er dagen reddet. De er bare de to, børn og børnebørn er taget til Polen, men bedstefar og bedstemor føler sig for gamle til at flygte, så de bliver tilbage i ruinerne.
Nederst på trappen til deres udbombede kælder har de indrettet sig med tæpper og pressening, at opholde sig i huset med deres ubeboelige lejlighed giver tryghed, så føler de sig trods alt hjemme, og så har de hinanden. Han sørger for, at der er noget at spise, hun at det bliver tilberedt, og idag er det så kartofler i tomatsovs. Som altid når han tager den første mundfuld siger han - Uhm lækkert, og sender sin kone et smil. Hun lægger så sin hånd på hans og giver den et klem som tak.
Lena bliver budt på te, småkager har de ikke, men hun får fortællingen om, hvor lykkelige de er over at være i live og hvor glade for, at de har hinanden.
Det bliver med billedet af det smilende ældre ægtepar en rørende historie i Pravda den følgende dag. Overskriften på Lenas reportage er - Guldbryllup i Mariupol.
I byens teater blev inden krigen kom til Mariupol, virkeligheden vredet og drejet og elsket, der blev grinet og grædt. Her kom byens særlinge klædt ud som klovne og de sjove med skjulte budskaber, intellektuelle med holdning og borgmesteren med sit følge, og alle klappede, når noget var sjovt eller godt eller vigtigt. Det gav sammenhold at alle var med i den fælles flugt fra virkeligheden.
Fra cockpittet ser han godt, Vladimir Vassiliev, at der med store bogstaver på pladsen foran og bag teatret står skrevet - Her er børn, men nægte en ordre kan han ikke, så mon ikke det bare er en krigslist, der skal dække over et amunitionslager eller militær forlægning. Det er det, han tænker, Vladimir da han slipper bomben som beordret.
Men netop denne dag er teatret fyldt af kvinder og børn, der advaret af hylende sirener søger beskyttelse, kælderen er fyldt men også salen, da bomben rammer. Et pletskud sprænger taget i luften og kvæster personerne under det.
Teatret hænger i laser, stilheden breder sig, støvet bider i sjælen og lungerne for at lægge sig som nyfalden sne på flænsede trapper og oprevne gulve, i håret på de levende, på kroppen af de døde. Overlevende kæmper sig fri af murbrokkers faretruende terror, først ugen efter bliver de døde talt. 300 af dem er børn.
På vejen hjem tænker Vladimir på sine egne børn Anya og Dima, mon ikke de savner ham og på sin elskede Marina, som har glemt at købe flødeskum. Hun har ellers tænkt sig idag at lave lagkage og kakao til pigerne. Når Vladimir er udsendt, og det er han for tiden, er hun alene om alt, og så skal pigerne forkæles.
Selvfølgelig er Marina ængstelig, han er jo jetpilot, og man kan aldrig vide. Men kun ængstelig, ikke bange, det ville han aldrig byde hende og pigerne at blive skudt ned eller taget til fange.
En ukrainsk soldat på marken i kamuflageuniform knappet op i halsen retter sigteskopet på sit skulderbårne stingermissil mod himlen. Følger en flok gæs på vej i formation over marken. Så fladt her er, så diset som er horisonten visket ud, og jorden blevet himmel. Marken er lys og tynd som luften, men gæssene tydelige, og så lyder de så livsbekræftende, vingeslagene, så musikalsk beroligende næsten hypnotisk, den smukkeste naturfilm ser han i sigteskopet, så strammer han grebet om sit våben og låser sig fast på det fly i det fjerne, kammeraterne peger mod. Vladimir på vej hjem.
Varmesøgende med en vidunderlig sprængkraft brækker missilet flyet over, så benzinen eksploderer, flammende styrter stumper til jorden, mens soldaterne hujer af begejstring. Det var hans femte jetfly, og krigen kun nogle uger gammel, så han er stolt, Vanko Guzenko. Varmen fra affyringen breder sig til kinderne, nu mærker han, at han lever.
Ikke langt derfra er Todor Skrypnyk ved at muge ud under køerne, da han hører et brag. Hele vinteren har de stået inde, også Todor holder sig inde, på gården eller i stalden man ved aldrig, hvem man møder for tiden. Ven eller fjende.
Venner er dem, han kender, både ukrainere og russere, fjender er alle andre, især dem med våben. Store klodsede tanks ruller forbi, det ser han fra stalddøren, men nysgerrig bliver han, da han hører braget, så han vover sig ud for at kigge, om det er på hans mark, det foregår eller naboens.
En røgsøjle stiger op af disen, det må være et fly, tænker han, men flammerne er kun små som et lille lejrbål. Det er heldigvis hos naboen, så han går ind igen.
Det var et frygteligt slag i ansigtet, da hans fædreland Sovjetunionen blev splittet op og Kommunistpartiet forbudt. Alt, Todor troede på blev splittet ad, alle tanker om stolthed og fællesskab smidt på møddingen, hånet blev han for sin holdning, at Gorbatjovs Glasnost og Perestrojka var vejen til dekadent kaos. Stalin var en laban, men at hans Ukraine nu var i krig med det tidligere Sovjet, fatter han ikke. Politik interesserer ikke Todor, opgivende ryster han på hovedet, går ind igen og lukker stalddøren.
- Jeg er blevet for gammel til det her, tænker han og fortsætter med at skovle møg gennem møghullet.

Sin ammunition har hun i tasken, tre flasker spraymaling. Sonya er rekrutteret af den russiske efterretningstjeneste til på taget af udvalgte bygninger i Kiev at male store røde cirkler, så piloterne har noget at sigte efter. Nat efter nat hopper hun fra tag til tag og maler sine røde cirkler. Udgangsforbud om natten er et problem eller hele weekender, hvor hun så bare må vente. Så Sonya venter.
Ventetid er det værste, for så flimrer tankerne, og hun bliver ukoncentreret. Da hun ser, hvordan netop hendes røde skydeskiver gør bygninger til ruiner og spreder lig i gaden, døde børn er der også, knager samvittigheden. At være så magtfuld at hun med en smule grafitti kan udslette boligblokke, bliver en belastning. Da hun en nat står på taget af en svømmehal med hætten taget af spraydåsen, ryster hendes ben, så hun må sætte sig. Og så kommer tankerne, forestillingen om den katastrofe, hun med sin afmærkning er skyld i. Stemmen der argumenterer, at hun er en heltemodig sabotør, der kæmper for fred og fædreland bliver svagere og forsvinder tilsidst. Sonya fortryder sin mission. Hun angrer ikke, hvad der er sket, men vil ikke være med mere.
Sonya bliver landsforrædder. Hun ved, hvad det indebærer og kender straffen, så dagen efter slutter hun sig til køen af flygtninge ud af Kiev på vej mod græseovergangen til Polen.
Aldrig fortæller hun, hvad hun har gjort, og altid er hun bange for at blive afsløret.
Amy tror, hun er dansker som sine klassekammerater i 2.G på Birkerød Gymnasium, indtil hun en dag får hun at vide, at det er hun ikke.
Som 4-årig kom hun til Danmark med sine forældre fra Afghanistan, og nu vurderer både udlændingestyrelse og ankeinstans, at hendes tilknytning til Afghanistan er større end til Danmark og at Amy derfor skal sendes tilbage til Kabul.
Det kommer som et kæmpechok, for tilbage til landet hun flygtede fra 13 år tidligere, det vil hun ikke. Så er det slut med at gå i skole eller studere, få sig et job eller en fremtid, forholdene for kvinder i Afghanistan, efter at Taliban igen er kommet til magten, er elendige. Ingen i hendes familie er tilbage i Kabul, de der ikke er døde, er flygtet. Absolut intet har hun tilfælles med det land, hvor hun er født. Drømmen om et liv som alle andre piger på hendes alder er bristet, så Amy beslutter sig for at flygte.
I Berlin, bliver hun del af en gruppe unge, der vil gøre noget for de mange flygtninge, der er havnet på den polske side af grænsen uden anden bagage, end hvad der kan være i et par tasker. De bryder ind i et legetøjslager og stjæler så mange bamser, de kan bære, fylder en stjålen varevogn og kører til den polske grænse med Amy gemt under bamserne.
Anelia er glad, for solen skinner, og det er hendes fødselsdag. Med begge sine piger er hun netop kommet til Lviv langt fra krigen. Turen ud af Mariupol har været forfærdelig, flere gange vendte bussen med evakuerede om, men de nåede frem og er nu indlogeret hos søde mennesker i den nordvestlige af landet.
For første gang i lang tid kan Anelia smile, ryste de forfærdelige oplevelser af sig og føle sig sikker. Fra en bænk på en legeplads i parken holder hun øje med pigerne.
- Det er først, når man har oplevet noget stort og forfærdeligt, tænker hun, at man lærer at værdsætte de små glæder. 27 fylder hun, lægger hovedet tilbage og lader solen varme sine øjenlåg. Og så snakker hun med den ældre mand, der sætter sig på bænken.
- Det er nok ikke noget, siger han, da luftalarmen lyder - Her i byen er det er næsten altid falsk alarm.
Kun fem missiler er faldet i Lviv i hele krigen og kun få  blevet dræbt. Byen er vokset med 150.000 flygtninge de seneste to uger, alle er de taget godt imod, der bliver gæstfrit sørget for dem. Her er de i sikkerhed.
Anelia kalder på pigerne tager dem i hænderne, går ud af parken, over gaden hen mod en trappe der fører ned i kælderen, hvor også andre er på vej. Der sidder de, da missilet rammer ned på legepladsen, de netop har forladt. Braget er så voldsomt at murene ryster. Det tager smilet fra Anelia, ødelægger fødselsdagen, formørker himlen og tager livet af den gamle, elskværdige mand.
Allerede dagen efter er Anelia med sine piger på vej mod grænsen til Polen. På flugt fra krigen.
I et virvar af mennesker med kufferter, rygsække, poser og børn er ud over forræderen Sonya med ny identitet, Anelia med sine to piger også Elena med sin 11-årige søn Olek. I formiddags krydsede de med tusindvis af andre grænsen fra Ukraine til Polen.
Overalt er borde og boder med uddeling af fornødenheder, hastigt opslåede telte med hjælpere, der i den lette frost tilbyder varm kaffe, det ligner en markedsplads. Men stemningen er underlig, det føles, som trænger alle til ro, en ro ingen kan finde. En kollektiv skyldfølelse blandt flygtningene som er de jøder på vej til Buchenwald, man smiler til børnene og lyver, at det bare er en udflugt, og at de snart vil komme hjem igen.
Elena er påpasselig med hele tiden at holde øje med Olek, frygter at nogen skal tilbyde ham plads i en bil, dem er der mange af, velmenende fremmede fra mange lande. Da hans far og mor blev skilt for nylig, mistede han forbindelsen til sin far, men blev ringet op da faren havde meldt sig til den ukrainske hær. En grædende far, så underligt. Det er sidste gang, han har hørt fra ham, selv ringer han ikke.
Hver gang Elena mister Olek af syne, kalder hun desperat hans navn, hvad han synes er pinligt, i det hele taget tager han det mere roligt end sin mor, måske er det slet ikke det værste at skulle starte på en frisk i Vesten.
Amy har med sine tyske venner fundet en plads blandt de andre, der uddeler gratis, hvad man har brug for på flugten videre, og nu står hun så her, Amy og tilbyder med et smil lyserøde bamser til flygtningebørn, også Olek.
Begge er de tvunget på flugt, han fra krigen, hun fra freden.
Så hører Oleg igen sin mor kalde, hun kommer løbende og tager hans hånd, men han slipper den hurtigt, kunne han da bare trøste hende, men det orker han ikke. Hendes påtagede rolige stemme med flakkende blik er bare for meget.
Også hun er på flugt, og det har hun været længe. Først fra mand og bolig så job og forældre, de forstod hende ikke og nu krigen, men Olek, hendes eneste, ham har hun, og i et fast greb trækker hun ham hen til en bus med et papskilt i vinduet, hvor der i hast med sprittusch er skrevet - Barcelona.

Katya Ruzmina er ved at stille sine værker op i Kunsthallens store sal. I to år har hun arbejdet på en invitation om at komme til Danmark og udstille sin nyeste politiske kunst. For 30 år siden flyttede hun fra Sovjetunionen til Berlin, hvor hun siden har boet og arbejdet, og nu er hun så kommet til Danmark og er igang med opsætningen af sine skulpturer, collager og malerier.
Nederst i lokalet er en kvinde netop ankommet. I en nydelig kjole med blomstret tørklæde om halsen fæstnet med en skinnende broche vrider hun nervøst sine hænder, det er formanden for kulturudvalget, der ledsaget af en ung mandlig praktikant har en kedelig beslutning at meddele systemkritikeren Katya Kuzmina. Som en synder på vej til skafottet undskylder formanden sig med, at det slet ikke er hendes beslutning, og at det intet har at gøre med Kuzminas kunst, at hun med stor beklagelse må meddele kunstneren, at udstillingen er lukket.
- Jamen den er jo slet ikke åbnet, siger Katya på bebrokkent engelsk, tager sig til sit forpjuskede grå hår og retter på kraven, hun fatter ingenting. Årsagen er at Katya er født i Rusland, og at kulturministeriet i København på det kraftigste anbefaler landets institutioner at undgå russisk deltagelse i deres arrangementer.
Fuldstændig målløs sætter Katya sig på nærmeste forhøjning og føler sig igen i det Rusland, hun flygtede fra.
- Jamen herregud, tænker hun, hvor er menneskene små.
Så beder hun hjælperne pakke sammen og forlader samme aften det Danmark, hun troede var frit.
Da bestyrelsen ugen efter omgør den drastiske beslutning om bortvisning, tager direktøren for Kunsthallen sin afsked i protest. Formanden for kulturudvalget giver Katya Kuzmine sin uforbeholdne undskyldning, men for sent. Alt er pakket, sendt med lastbil tilbage til det Berlin, der blev frit for 30 år siden.



Det har været fiasko fra starten. Først ventetiden i februar hvor ingen ved, om hele manøvren blot er en trussel, der er jo ikke planer om at invadere Ukraine, har Putin selv sagt, de skal altså bare vente tæt på grænsen til Ukraine. Bare vente.
Men så endelig sker der noget, kolonnen sætter sig i bevægelse og fly går på vingerne. Det er altså rigtigt, Victor er på vej i krig. Styrmand på en tank, spænding i luften nu glæder han sig til at komme i kamp. Så flot ser det ud, når et fly i luften bliver ramt og som en ildkugle falder til jorden, det er krigens billede, han ser gennem sin smalle sprække, når han langsomt kører frem med kolonnen.
Holde stille og være klar, køre lidt frem, stoppe op og så igen holde stille, kunne han da bare få lov at kæmpe. Hans iver efter at fyre kanonen af bliver forhindret af ordrer om at holde sin plads i kolonnen uden at vide hvorfor. Ret ensformigt er det, som at være på øvelse, da kolonnen nærmer sig et vejkryds og drejer til venstre.
Fra sit skjul mellem træer kamufleret af grene og græs, sender en ukrainsk tank en granat direkte mod hans vindue. En lysende prik springer med at brag ud af et røgslør og sender tankens overdel samt de tre andre op i luften ned i grøften. Victor når ikke at tænke på dem derhjemme far og mor, hører ikke ukrainerne juble eller stilheden, der følger. Og det han ser, er ikke noget, han senere stolt kan fortælle kameraterne at have oplevet, han når ikke engang at blive bange. Så længe og ofte har han ønsket sig at komme til fronten og gøre sig nyttig, og så skal det slutte, uden han når at opleve det. Al den venten og så bare væk. Krigen væk og hans krop fløjet væk, forbrændte stumper omkring den udbrændte tank, et ben i en støvle ligger under førersædet. Victor Fjodorov mødte krigen som så mange andre men oplevede den aldrig.
Vanya har det svært. Det var i håb om at opleve noget spændende, han meldte sig som soldat, glædede sig til at blive sendt på mission til Ukraine, og så står han her med skovlen og skal grave lig ned i Bucha. Et hul i jorden er der gravet, og så bliver der ellers der på marken læsset kroppe af, som han skal begrave. To er de om det, men den anden soldat også en helt ung som han selv kan ikke klare det og er bare gået, det er tydeligt at ligene er civile skudt bagfra.
Vanya lukker øjnene, men det hjælper ikke på lugten, den er fæl. Men et af ligene lugter anderledes. Hun er helt ung har fin frisure, make-up og neglelak, ser ret levende ud. Da Vanya løfter hende i armene, er hun livløs men øjnene åbne. De fleste lig har plamacher af størknet blod, men hun kun en smule, lyst og flydende. Vanya føler hende på panden, hun er stadig varm.
Hver dag er der kunder i Biankas skønhedssalon. I 14 dage har kampene raset, og byen er bombet, så der næppe er et ubeskadiget hus. Hovedgaden er spærret for trafik af de utallige udbrændte tanks, sprængt i luften og efterladt. Lig ligger i gaden, skudt af tilfældigt forbipasserende russere, men hver dag er der alligevel kommet nydelige kunder, som skal have håret sat, neglene lakeret eller lagt en make up. Alle er de smittet med en stædighed, at intet kan tage selvrespekten fra dem.
Når de der tynget af sorg over at have mistet slægtninge, hjem og alt de ejer møder en, der havde været på Biancas skønhedsklinik, så kommer smilet frem bare et øjeblik. Klinikken holder åbent hver dag, og mærkeligt nok er det kun ruderne der er smadret.
Byens kvinder snakker, hvor de mødes om sorg og savn, men i Biankas salon kun om udseende, om hvad der klær kvinderne, den positive stemning er oprigtig, Biankas salon er et helle.
Et gys går gennem Vanya, fordi pigen han holder i armene pludselig ligner hans søster Dasha eller minder om hende. En voldsom kvalme overmander ham, og han går lidt væk, så han ikke brækker sig på pigen. Neglene nylakerede, huden rosa, han lukker øjnene for at undgå, at hun bliver alt for levende og så igen denne duft, som både er frisk blod og kvinde.
Han trækker hende ned i udgravningen oven på jorden, der dækker de andre, forsigtigt. Tager en skovlfuld løs jord men kan ikke få sig til at kaste den på hende. Jo, skoene dækker han, højhælede, ben og nederdel men ikke ansigtet, ikke øjnene. Blå, øjnene er blå. Og så smiler de genert, som Dasha, når hun møder en fremmed. Det er det, han er, en fremmed der skal begrave hende, så kommer han til at græde. Kigger sig omkring om der er nogen, der ser ham og får så øje på bondemanden, der står 25 meter væk og sigter på ham med sin riffel. Hunden har han med, de skal nok på jagt.
Vanya når ikke at vinke, før skuddet rammer lige i brystet, og han falder baglæns ned i graven og er død. De undrer sig ikke, da de kommer med det næste læs lig, døden er blevet en naturlig del af hverdagen.
Er pengene sluppet op, betaler man Bianka med naturalier, mad, ejendele hvad man nu har eller kan finde, ingen bliver afvist i Biankas salon. Frygten for fremtiden lægger man bag sig, men også fortællinger om de rædsler, der foregår i byen. Når en fast kunde ikke kommer som aftalt, giver det ikke anledning til spekulationer eller rygter, om hun er dræbt og smidt i en massegrav. Først da russerne trækker sig tilbage, og krigen i Bucha slutter, bliver de to verdener forenet, sandheden om hvad der er foregået og sorgen over de dræbte. Bianka bryder sammen, og klinikken lukker.
Mattijs er som jurastuderende studentermedhjælper på deltid ved Domstolen i Haag, og hans opgave er at arkivere og indsamle oplysninger på nettet. Men netop nu, hvor mistanke om krigsforbrydelser i Ukraine venter på at blive bekræftet, bliver Mattijs sendt på feltarbejde i Bucha nord for Kiev, det første sted hvor massegrave bliver fundet, og henrettelser med al sandsynlighed har fundet sted. Nu skal det så bevises.
Hans første møde er med en dreng på 14, der fortæller, hvordan han med sin far på gaden bliver råbt an af en gruppe soldater. Faren går hen til dem, snakker med dem, bliver beordret ned på knæ og dræbt med et nakkeskud. Soldaterne lader ham ligge og går videre ned ad gaden.
Det imponerer Mattijs, at drengen så præcist kan forklare hele hændelsesforløbet. Som dokumentation bliver liget gravet op og fotograferet, Mattijs får kvalme, stanken lægger sig som en pude over mund og næse. Om aftenen får han det dårligt, hører stemmer, vågner med et sæt da skuddet falder og ser drengen holde sig for munden for ikke at skrige.
- Det bliver nok bedre imorgen, tænker Mattijs og minder sig selv om, hvor vigtigt det er, at arbejdet bliver gjort.
Dag efter dag får han lignende historier fortalt og dokumenterer i billeder og beretninger de helt tilfældige drab på civile.
Det er som om alt, han i livet har oplevet bliver ligegyldigt. Som har han levet i en pseudotilstand af ubetydelighed, alt blegner i sammenligning med de grusomheder, der foregik i Bucha. Hans tro på mennesket som grundliggende godt vakler. Når mennesket får lov, når du har den totale magt og ret, hvad gør du så? Mishandler, voldtager, dræber ikke af had eller hævn, men af lyst.
Altid har Mattijs kunne forklare grusomme handlinger som udtryk for psykisk sygdom, kun en sindssygt hugger sin nabo ned med en økse, fordi det er sjovt. Men det kan han ikke længere, alle hændelser peger på, at det ikke er sygeligt men menneskeligt, brutalitet er helt normalt, det er alle os andre, der er syge, sygeligt naive.
Mattijs er rystet, knækket og knust. Han ved, hvor vigtigt det er at dokumentere, anklage og dømme, men tvivlen nager, om det blot er udtryk for samfundets hævn.
Mattijs’ fundament krakelerer, menneskehedens historie med slaveri og folkedrab, heksebrænding og tortur, stening som straf, det er menneskets sande natur, mens nutidens godtroende eksistenser som han selv blot er grænseløst naive.
Da Mattijs når til et punkt, hvor han bliver bange for sig selv, hvad han kan finde på som menneske, beder han sig fritaget for opgaven og rejser hjem. I to måneder er han sygemeldt, så bliver han en af afdelingens skarpeste, anklagerens betroede medarbejder. Mattijs får troen tilbage, at mennesket er godt, og at det nytter at straffe.
Vadim Sjisjimari fra Ust-Ilimsk i Sibirien møder voldsom beskydning i byen Chupakhivka, kuglerne fyger ham om ørerne, da han og tre andre løber væk fra deres sønderskudte køretøj, stopper en Volkswagen Passat, smider chauføren ud og kører selv videre. Vadim sidder på bagsædet, adrenalinen pumper, han kigger sig tilbage, men ingen følger efter - Stop, råber officeren på forsædet og chaufføren bremser hårdt op ud for en ældre mand, der er stået af cyklen.
- Skyd ham!
Da Vadim nølende spørger hvorfor, råber officeren, at manden har taget sin mobiltelefon frem og nu vil at afsløre deres position. Vadim ruller vinduet ned, stikker geværet ud men tøver, da 62-årige Alexander Shelipov for enden af geværløbet ser ham lige i øjnene, forbløffet. Så råber officeren - Det er en ordre, og Vadim skyder tre-fire skud lige i hovedet på Alexander, kraniet bliver flået i stykker, hvid hjernemasse ligger spredt på jorden. Bilen speeder op og kører videre ud af byen men ikke langt, de falder igen i et baghold. Det lykkes officer og chauffør at flygte til fods, men Vadim rækker hænderne i vejret. Han vil ikke mere.
Da Vadim bliver tiltalt for denne krigsforbrydelse ved retten i Kiev, er det den første retssag efter invasionen, lokalet er fyldt af presse og nysgerrige, Vadim sidder alene i et glasbur, flov over hvad han har gjort. Detaljeret beskriver han, hvad der skete, og så siger han undskyld til afdødes hustru, Katerina - Jeg forstår, hvis du aldrig kan tilgive mig. Da enken spørger ham, hvad han følte, da han skød, siger han - Frygt
Vadim skammer sig og føler med kvinden. Hun fortæller, hvordan hun fandt sin mand liggende på ryggen med armene ud til siden og sin mobiltelefon i hånden, og at hun så skreg. Hun skreg så højt, at naboer kom styrtende til og dækkede liget med et klæde. Natten forinden sad Katerina og Alexander sammen med naboer skjult i kælderen, mens eksplosioner rystede byen. Men da der ud på morgenen blev roligt, tog Alexander sig en tur på cykel for at se på skaderne. Da dommeren spørger Katerina, hvilken straf hun synes er passende, siger hun - Livstid, men tilføjer, at hun helst ser ham indgå i en fangeudveksling med soldaterne fra Mariupol. Sympatien breder sig blandt tilskuerne, enkelte klapper, og den 21-årige Vadim Sjisjimari får sin dom.

Igen og igen skal bedstemor fortælle eventyret om den lille Rødhætte. Hvordan hun uskyldig, alene i skoven møder en ulv og ikke overhovedet tænker på, at den er farlig, spiser alle den møder og har en glubende appetit.
- Hvor skal du hen? spørger ulven, og da Rødhætte fortæller, at hun skal besøge sin bedstemor, skynder ulven sig afsted for at komme først. Den sluger den gamle kone og lægger sig i hendes seng, så da Rødhætte kommer, tror hun, det er bedstemor, der ligger i sengen.
Lesia elsker Rødhætte og nyder før sengetid at få eventyret fortalt. Så mange huse i byen er ødelagt, overalt ligger miner, russiske soldater er som ulve, de stjæler, hvad de kan bruge og bære og kører bort med tyvekosterne.
Men de er også søde og rare, når de spørger, hvor Lesia skal hen. Hendes mor har sagt, hun ikke måtte tale med soldaterne og ikke fortælle, hvor hun bor.
- Hvorfor har du så store ører? spørger Rødhætte
- Det er, for at jeg bedre kan høre dig.
- Men hvorfor har du så lange ben?
- Det er, for at jeg kan indhente dig.
- Men hvorfor har du så store tænder?
Der går et gys gennem Lesia hver aften, når bedstemoren kommer til det sted i eventyret, for Lesia ved, hvad der skal ske.
- Det er for at jeg kan spise dig, siger ulven og sluger Rødhætte.
Døden er del af Lesias hverdag, lig ligger i gaderne, der lyder ofte skud, husene er ruiner, alt er død og ødelæggelse, men hun ved, at det som i eventyret ender godt. En jæger kommer forbi, sprætter ulven op, og ud springer først bedstemor så Rødhætte, og fordi de lægger sten i ulvens mave, falder den død om, så snart den tager et par skridt.
Den slutning elsker Lesia, og så forestiller hun sig, at de russiske ulve bliver sprættet op, og at alle byens døde springer levende ud af maverne. Også hun selv for hun er jo Rødhætte.
Lesia er 4 år, går i børnehave og er de sidste dage blevet passet af sin bedstemor. Hendes mor døde ved et missilangreb for tre dage siden, men det er der ingen, der fortæller hende. Bedstemoren gør alt, for at Lesias hverdag skal være så fri for sorg som muligt, så hun har bare sagt, at hendes mor snart kommer hjem.
Men netop denne dag har bedstemor, der henter Lesia tidligt fra børnehaven, både rygsæk og en stor taske med og fortæller, at de skal på udflugt.
- Skal vi så møde mor?
- Ja det skal vi, kom!
Bedstemor føler sig som et skjold, der skærmer Lesia for det frygelige, der er sket med hendes mor og måske hendes far, som kæmper i Mariupol og ikke i en uge har givet lyd fra sig.
Kramatorsk hvor de bor har kun haft få missilangreb, men så mange historier går om deportation til Rusland af indbyggerne i byer, hvor russerne har fået kontrol, og det må ikke ske for hendes barnebarn. Så nu har bedstemoren besluttet at bringe Lesia i sikkerhed. Smilende går hun med Lesia i hånden mod stationen for at tage afsted, inden det er for sent.
Olezhek Zakharov er 77 og kunstner, stadig aktiv, dufter af terpentin og har altid mindst to malerier på staffeli. Gulvet i hans atelier, en garage med ovenlys i udkanten af Krematorsk er oversået med malerpletter, det ligner lidt hans billeder, de er også spraglede, kulørte, og sådan er han som menneske altid buldrende glad og farverig, intet kan slå Olezhek ud.
Men da et missil gør hans atelier til en ruin, og al hans kunst går op i flammer, da bliver han vred. Hans positive lyst til livet og kunsten får et knæk. Aldrig har han hadet nogen eller interesseret sig for politik men det, der sker den dag får en følelse frem i ham, han ikke vidste, han rummede. Hævn. Da han efter en søvnløs nat går rundt i de forkullede rester af lærreder, maling, pensler og staffelier, har Olezhek kun en tanke i hovedet - Det skal blive betalt.
Ingen beklagelser eller tårer kun indædt had.
- Har du husket Alfi? spørger Lesia. Alfi er Lesias sovedyr, uundværlig når hun skal falde i søvn, og bedstemor har husket den, det lover hun.
Foran stationen er et mylder af mennesker - Det er fordi vejret er så godt, så godt at alle skal på udflugt, siger bedstemor, og sammen stiller de sig op i køen, som kun langsomt bevæger sig fremad - Vi skal nok nå det, siger bedstemor, vi er der snart.
Det er det sidste, hun siger, inden missilet slår ned, hvor de står. Det sårer 109 mennesker og dræber 57 også bedstemor og Lesia.
Jo, vejret var godt og jo, bedstemor havde husket Alfi og jo, Lesia kom til at møde sin mor.
I en forladt malerforretning med knuste ruder stjæler Olezhek en bøtte rød maling og en bred pensel, og så går han ellers igang på byens mure. Slagord, opråb, forbandelser, malingen driver, og ingen standser ham.
Da hvert gadekryds har fået sit unikke værk, kan han godt se, der mangler noget, en signatur, så han går tilbage til malerbutikken, tager en bøtte blå og en bøtte gul, og går så turen igen og maler ukrainske flag under slagordene. Ingen skal være i tvivl om, hvem forbandelserne er rettet mod, og så går han ellers igang med byens bænke.
Alle bliver de stribede i de nationale farver, det ser virkelig godt ud, og da malingen næste dag er tør, det er dagen, hvor de 57 dræbte bliver begravet, går snakken om enspænderen, der lugter nymalet og altid er glad, hvordan han med sine farver på mure og bænke hædrer de omkomne, lyser byen op og giver beboerne optimismen tilbage.
Olezheks kunstneriske bedrift bringer folk sammen om en fælles sag, og da Olezhek samme aften vil trække gardinerne for i sit hus, står der en gruppe ude i haven med tændte fakler og synger i kor.
En hidtil ukendt følelse melder sig hos Olezhek, og det er taknemmelighed. Den kender han ikke, og han kommer til at græde. For første gang så langt tilbage, han  husker, har han ikke grædt. Aldrig har han skyldt nogen noget, og har intet at takke andre for.
- Så mærkeligt, tænker han, at der skal en katastrofe til før man lærer sig selv at kende.
Den nat sover Olezhek godt og længe.

Russerne presser på, det går rigtig skidt ved fronten i Donbas, fire mand blev ramt i morges, to var nære venner til Nicolas, så nu trækker de sig tilbage, forlader skyttegraven de har holdt i to uger for at grave en ny længere mod vest. Nicolas selv er såret, men med en forbinding om benet klarer han det. Det hjalp at få forstærkning af bataljonen med frivillige, udenlandske soldater, men med alt for mange dræbt er moralen i bund, dagligt beskydes de af langtrækkende artilleri. Nicolas fortsætter kampen, men troen på at han selv vil overleve, har han mistet.
Tilgengæld går det godt for hans to piger, de flygtede til Polen med deres mor og er nu havnet i Danmark. Hjerteligt blev de modtaget og pigerne er kommet i skole i en særklasse, hvor de med andre børn fra Ukraine lærer dansk. De nyder hver dag er så glade, for skolen er langt bedre end den, de forlod og tonen så kærlig, det er frivillige, pensionerede lærere, der underviser, koncentrationen er høj og stemningen god.
Deres mor Avelina har fået arbejde i Novo Nordisk, sproget er engelsk og medarbejderne fantastiske, søde og hjælpsomme, forholdene langt bedre end hvad hun er vant til, kun en ting plager hende, og det er, at de en dag skal hjem til Ukraine.
Hver aften taler de sammen Avelina og Nicolas, hun fortæller at pigerne savner ham enormt, og hvor svært det er med sproget. Om hvor hårdt det er at være alene med pigerne, og hvor meget hun glæder sig til at komme hjem igen. Og Niclas trøster hende og fortæller, at han har det så fint, at der er roligt, hvor han befinder sig, og at russerne snart er på tilbagetog.
- Det er så dejligt at tale med dig, siger Avelina og græder, ikke af glæde, men fordi hun skammer sig. Nicolas græder også, men først da samtalen er slut, og han har sagt, han elsker hende.
For hver dag der går, kommer Avelina og Nicolas længere fra hinanden. Deres kærlige ord bliver stereotyp rutine, tilliden falmer af for mange løgne og falske håb, inderst inde ved de begge godt, at Nicolas bliver dræbt i kamp, Rusland vinder krigen og Avelina og pigerne bliver boende i Danmark.
Sandheden kan være så brutal, at den ikke tåler at blive beskrevet, og tillid så skrøbelig, at kun gråd kan dulme.




Vladimir Putin er en besindig, udspekuleret mand, der gerne lytter til andre, sætter stor pris på fortrolighed og har særlige evner for strategi. Og så har han en plan.
Da han første gang ser dokumentarfilmen Nixons Dirty Tricks, hvor der bliver citeret fra alle samtaler den amerikanske præsident har ført i Det Ovale Værelse også telefonsamtaler, bliver han begejstret, for det er da et sandt tag-selv-bord et katalog over beskidte tricks, Vladimirs konklusion er, at når Nixon bliver tvunget til at forlade posten i utide, er det fordi han ikke kan holde på en hemmelighed eller stole på sine medarbejderes loyalitet. Vladimir Putin og Richard Nixon er samme støbning, og hvis Vladimir nu sørger for at eliminere pressens magt og binde Dumaen med løfter og trusler, så vil han lykkes, hvor Nixon fejlede.
Folket skal have en fjende og for at holde frygten i live, skal fjenden pirres. Målet er en massiv opbakning til ham og hans politik, og skulle det fjendebillede, han tegner af Vesten føre til militær konfrontation, så er det mere end acceptabelt, faktisk ønskværdigt.
Ceau.escu, Hitler, Gorbatjov og Gadafi, Sadam Husein, Nixon og Trump, grundigt studerer Vladímir alle de stores nederlag og lægger en plan. Empati og samvittighed er bandlyst, loyalitet skal bygge på en livsafhængig men hemmelig troskabsed og straffen for overtrædelse skjules eller benægtes.
- Folket får, hvad folket ønsker, tænker han smilende, da han er færdig med dagens time-lange telefonsamtale med Frankrigs præsident, så strækker han sig i stolen, folder hænderne bag  nakken og smiler.
- Jeg er ham, der lytter, Vladímir Vladímirovitj Pútin.
Sergey Semyonov er et troende menneske. I generationer har slægtens fædre og sønner været præster, også Sergey er præst i den græsk-orthodokse kirke, som efter kommunismens fald igen blomstrer som i zartiden.
Et stort hjerte og en stærk tro har Sergey, sandheden for ham er ikke et spørgsmål om videnskabeligt bevis men om tro. Han er som en klippe umulig at rokke, og hans tro på Vladimir Putin af guddommelig karakter. Ikke alle i menigheden tror som Sergey, der er faktisk en del, der finder hans tilbedelse af præsidenten upassende. De siger det ikke åbenlyst, men hvisker det i krogene, at præsten har mistet sin forstand.
Putins ord om at ukrainerne selv har iscenesat med Vestens hjælp massakren i Bucha og at katastroferne på teatret i Mariupol og stationen i Kramatorsk skyldtes ukrainsk sabotage, det er næsten for meget, men ikke for Sergey, for ham er Putin sandheden selv. Putins ord er ikke blot sandhed, det er også lov. Menigheden opfordres til i skriftemålet at bede til Putin, som de altid har bedt til den hellige moder og Jesus Kristus.
Med præstens hjælp dannes en studiegruppe, der skal opspore mirakuløse begivenheder, der kan kanonisere Vladimir Putin. Det er målet, at han skal helgenkåres, deres Putin som er sandheden. Sandhed og samvittighed, Putin kan se katastrofen før alle andre og har magt til at forhindre den. Han kan udpege fjenden før nogen anden og handle derefter. Han tør sige, hvad ingen før ham har sagt, at Ukraine er et afsporet regime styret af korruption og nazisme, og så sætter han handling bag ordene. Som Jesus gjorde oprør i templets forgård, gør Putin det i Mariupol, ikke et hus skal stå tilbage i skammens by, hver synder skal dræbes.
Til spørgsmålet om præsten tror at Putin vil ende sine dage som Jesus, er Sergey Semyonov ikke i tvivl, et tusindårsrige vil blive skabt i hans ånd, mens Vesten vil opleve et grusomt men retfærdigt nederlag. Når han lægger hånden på den knælendes hovede og velsigner den troende er det med ordene
- Hellig, hellig, hellig er Herren, Gud den Almægtige og Putin vor frelser af Guds Nåde.
Romek er studerende i statskundskab, har været med i flere demonstrationer mod krigen, er også blevet anholdt og fået en bøde men får lov at fortsætte sit studie, hvis det ikke gentager sig. Det gør det ikke, færre og færre deltager i de efterfølgende demonstrationer, enhver ytring om krigen bliver holdt i fortrolighed.
Som led i undervisningen viser deres professor den afslørende dokumentarfilm Nixons Dirty Tricks om den amerikanske præsident, der førte befolkningen bag lyset med løfter og løgne og for at undgå en rigsretssag valgte at trække sig fra embedet. For Romek er det chockerende at opdage, så meget den amerikanske og den russiske præsident ligner hinanden.
Nixon lyver som Putin, han lover som Putin, han spinder en historie om sig selv, han er superenergisk og aldrig bange for at bryde loven, sålænge han har folkets opbakning, og det har han. I to perioder vælges han som præsident af et flertal af amerikanere, der ikke bryder sig om de mere lunkne demokrater.
Nixon kender flertallets behov for husly, mad, familie og en stærk leder. Han sviner Nordvietnam til og siger, det er en nødvendighed at smadre Hanoi med bomber for at sikre freden. Universitetets studerende bliver skudt, da de går i demonstration, men flertallet af amerikanerne stoler på hans ord, at de studerende er terrorister. Han forbander det meste af pressen, hyrer de værste bøller til at sætte en skræk i livet på de redaktører og journalister, der skriver negativt om krigen eller nedsættende om ham. Nixons og Putins taler til folket er næsten identiske, og det tavse flertals reaktion den samme, man nikker og samtygger.
Ved en diskussion med professoren efter forevisningen spørg en rystet Romek - Hvad er så egentlig forskellen på Vestens demokrati og vores? Professoren ler og ved, han som statsansat skal være forsigtig medhvad han siger om præsidenten og hans politik, så han besvarer spørgsmålet så kortfattet som muligt - Ingen.
Anatoly Makarov er intellektuel, uddannet, velorienteret har venner i mange lande, og så er han russer bor i Moskva og er bibliotekar.
Indtil for to måneder siden accepterede han de politiske forhold, strakte sig langt i accepten af Putins politik, men holdt sine meninger for sig selv. Kender godt de metoder der bliver brugt for at skabe sammenhold, ser gennem fingre med annekteringen af Krim, sådan må det være, at han ikke er enig i alt, og da Putin så taler om nazisme i den ukrainske hær tror han på det, og at en nødvendig militær ekspedition, nå ja, vil løse problemet.
Men som krigen udvikler sig, ændrer Anatoly holdning, og da udenrigsminister Sergej Lavrov offentligt udtaler, at præsident Volodymyr Zelenskyj er nazist bliver han flov.
Men så er det ved busstoppestedet i morges, at Anatoly ser en plakat med billeder af Astrid Lindgren og Ingmar Bergman og overskriften - De støtter Nazisme.
Han sætter sig ned og venter på bussen, men da den kommer, bliver han siddende. Hans anstændighed er truet, det her er lavpunktet for propagandistisk løgnekampagne - Joseph Goebbels, tænker han. Nazi-propagandaministeren fra 1933-45 der med filmen Der Ewige Jude legaliserer tyskernes jødehad. Jøden er en snylter, jøderne er rotter. Det er første skridt i holocaust at gøre jøden til et umenneske. Goebbels tale i Berliner Sportpalast efter nederlaget i Stalingrad 1943, en af de mest forfærdende taler i verdenshistorien er udtryk for et kynisk og forkvaklet menneskesyn - Er det der, Rusland er på vej hen?
Wollt Ihr den totalen Krieg? råbte Goebbels til en jublende begejstret forsamling, det løber Anatoly koldt ned ad ryggen.
- Er det hvad Putin ønsker? Anatoly kigger sig omkring, som er han bange for, at nogen lytter til hans tanker. Så rejser han sig og går hjem. Låser sig ind i lejligheden, pakker det mest nødvendige i en rygsæk, pas og papirer, slukker for strøm, lukker for vand, lægger hoveddørsnøglen på køkkenbordet og går fra en ulåst dør - Dette land er ikke mit. Ikke længere.
Fra Moskva tager han mod nord, krydser den finske grænse og flygter til København.
Anatoly er bange. Efter at have forladt Rusland håber han at kunne tale åbent om sin politiske holdning, men sådan går det ikke, han føler sig overvåget, tør ikke deltage i demonstrationer eller udtale sig til offentligt, frygten for Putins hemmelige politi gør ham paranoid.
Folk står tæt langs Tour de France rytternes rute gennem København, det er første etape, der køres, selv står han på Dronning Louises Bro parat som alle andre til at juble, når den første rytter på enkeltstarten suser forbi.
På asfalten er der skrevet med kridt - Israel-apartheid out of the Tour, og Anatoly ønsker og håber, der også nogle stedet står Russia out of Ukraine.
Lagenstore flag ud ad åbne vinduer, tilskuere svøbt i Dannebrog, blafrende papirflag, som en rød-hvid slange snor den sig, flagparaden, et sjældent fællesskab af glade, stolte danskere, Anatoly føler en stikkende smerte ved at være i eksil, ikke at have et fædreland at kunne være stolt over.
Tager han et dansk flag i hånden vil han føle sig som tyv og bedrager, at det kan han dårligt være bekendt. At han som russer foragtes i Vesten forstår han godt, men fornægte sin nationalitet kan han ikke eller slippe frygten for Putins bødler. Flovheden er noget, han lever med, paranoia del af hans karakter.
Så da sidste etape køres i Tour de France og Anatoly ved et tilfælde befinder sig i et storcenter på Amager, er det som om fortiden indhenter ham. Frygten bliver til vished, paranoia til realisme. Trods flugten til et andet land, selvcensur og tavshed lyder to skud, og da han med den ene hånd tager sig til brystet bliver den våd og klæbrig rød, knæene knækker sammen og Anatoly Makarov falder om på storcentrets blodbestænkede, grågnistrede vinyl.
Det sidste han tænker inden han mister bevidstheden er - Så fik de mig . . .
Efter arrestationen bliver gerningsmanden dømt til forvaring på lukket psykiatrisk afdeling, og politiet finder intet motiv til det meningsløse skyderi, der ud over den russiske statsborger Anatoly Makarov kræver to dødsofre.

Hans tipoldefar kæmper i første verdenskrig for sit fædreland Det russiske Kejserrige. Det bliver efter en revoutionen til Sovjetunionen bestående af fire republikker, en af dem er Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik. Det er hans oldefars fædreland, da han kæmper i anden Verdenskrig. Hans bedstefar nedkæmper som sovjetisk soldat opstanden i Prag, men oplever også at Sovjetunionen opløses, og at det ukrainske parlament erklærer landet for selvstændigt. 90 % af den samlede befolkning stemmer ved en folkeafstemning ja til uafhængighed. Men ikke hans far.
Han taler russisk og føler sig som sovjetborger mere end ukrainer. Kommunistpartiet bliver forbudt, kapitalisme indført og oligarker skabt. Hans fædreland bliver splittet, også han er splittet, russisktalende sovjetborger i Ukraine.
Chikaneret bliver både han og det russiske mindretal østpå, mere og mere vestlig dekadence breder sig, flere og flere rettigheder bliver taget fra dem. Han overvejer at flytte til Rusland på den anden side af grænsen, men ombestemmer sig, da russere i stort tal flytter til regionen.
Med prorussiske seperatister kræver han, godt hjulpet af Rusland at Donbass-regionen skal løsrives fra Ukraine.
Ukraine er korrrupt, kaotisk, uselvstændigt og flakkende fra Moskvatro til Natovenlig, med bekymring ser han, hvordan flere tidligere øststater bliver slugt af EU-kapitalisme og NATO-alliance. Han er indædt modstander af den ukrainske politik, som seperatist kæmper han for sit land mod fjenden, den proukrainske milits af nationalister og fascister. Med Putin vedmagten drømmer han om, at Rusland vil blive, hvad Sovjetunionen var. En stormagt.
Da Putin annekterer Krim er håbet, at det bliver Donbas næste gang, seperatisterne er klar. Den blodige krig ender med at den russiske Duma efter folkeafstemning i de besatte områder udråber Donetsk og Lugansk som selvstændige republikker.
Viktors søn Konstantin som netop er blevet 20 er født og opvokset i Ukraine. Han og hans far har hver deres holdning til demokrati og socialisme, til kapitalisme og klima, ægteskab og musik, men de har blodets bånd og en fælles slægt. Og så kan de snakke sammen. Konstantin har altid elsket sin far og Viktor sin søn, og begge acepterer de at have forskellige meninger.
Lige indtil krigen kommer, og begge skal forsvare deres fædreland. Viktor er indædt tilhænger af russernes invasion, sønnen lige så stor modstander af det brutale overfald. Begge er trukket i uniform, har en Kalashnikov over skulderen, og begge kæmper de for deres land.
Når Vyacheslav, Viktors jævnaldrende bror er vred skal noget slås i stykker. Altid, når han har det sådan, prøver han at beherske sig, lover sig selv at det ikke vil ske igen, hans seneste vredesudbrud ødelagde både møbler, reoler og spejlet på toilettet.
Som del af militsen kæmper han som Viktor for at Donbasregionen skal blive russisk. Særdeles aktiv er han, nådesløs brutal i kamp, først da hans voldsomme temperament går ud over hans kolleger, bliver han ekskluderet, og det er et kæmpe nederlag for Vyacheslav ikke at have en fjende at bekæmpe.
Hans problem med vreden er, at han sjældent ved hvorfor. Han ved godt, at der skal være en grund, så han finder på noget, og det er han rigtig god til. Stilfærdigt og velovervejet giver han en begrundelse, der lyder plausibel, og Vyacheslav er virkelig troværdig, men pludselig kan han blive rød bag ørerne, aggressiv  og højtråbende, så hustruen låser sig inde med børnene, til han får raset ud.
Aldrig eller næsten aldrig gør han skade på familien, men med naboer og folk han møder, er det noget andet. Hans voldsdomme i de unge år har været ham en lærestreg, så når han vil hævne sig, gøre gengæld eller bare bevare selvrespekten, så sker det, så han ikke efterlader sig spor eller kan genkendes. Vreden omsættes til udspekuleret, hemmelig afstraffelse.
Vyacheslav kan skrue op og ned for sin voldelige adfærd, lige så forførende elskværdig han kan være, når han skal inviteres indenfor, lige så brutal og hævngerrig når han slipper vreden løs. Men en dag går det galt.
En uoverlagt replik fra hans hustru og Vyacheslav bliver vred. Men hvor hun plejer at gemme sig bag låst dør, bliver hun nu stående og råber alt det, hun gennem årene har sparet sammen. Hun breder armene ud til siden, går helt tæt på ham og spytter ordene i hans måbende ansigt, at han er en voldspsykopat, der burde spærres inde, og så følger ellers en opremsning af hans chikane og forhånelser - Du er altså værre end Putin!
Vyacheslav styrer sin vrede, henter behersket en kniv i køkkenet, og da hun råber, at det er slut, hun vil ikke mere, aldrig, peger han lige så forsigtigt med kniven mod hendes hals.Med sarkasme og fordømmelse går hun så tæt på, at hun næsten træder ham over tæerne.
- Så stik mig dog, siger hun og knapper blusen op.
Og det gør han så.
Når Vyacheslav får en livstidsstraf for netop dette mord, skyldes det, at han ikke, som han plejer, fjerner sporene og at man tilsidst også finder den manglende køkkenkniv.
Viktor og Konstantin, far og søn kæmper på hver deres side i krigen. De mødes ikke længere og snakker ikke sammen, men begge frygter dagen, hvor den ene står som vinder og den anden har tabt. De kender alt for godt situationen, der dræbte Konstantins tante og sendte hans onkel i fængsel.

Ondelig ferie, Masha Titova og hendes mand er på vej. Kirusha vandt det lokale, årlige lotteri om en rejse for to til et eksotisk land, og som de dog glæder sig, Masha og Kirusha som kun sjældent kommer udenfor byen Yakutski, hvor de er født og vokset op, mødte hinanden og boet sammen i 28 år. Og nu er de så på vej, jorden nærmer sig i rasende fart, maskinen ryster, og hjulene hviner mod asfalten.
Som at åbne lugen til bageovnen er det, da flydøren åbnes, varmen slår Masha i ansigtet, hun smiler til Kirusha, for det er netop for at komme ned til sommer og sol, de er fløjet i tyve timer fra kolde Yakutski, kun 6 graders varme er der derhjemme.
De står forrest i køen, og stewardessen ber dem vente lidt, men Masha er utålmodig og trappen kørt hen til den åbne flydør, så hun tager et par skridt og kigger sig tilbage om Kirusha følger med, da en mand med fægtende arme kommer løbende hen mod flyet - No no, wait, stiller sig på nederste trin og råber til Masha og Kirusha og alle i køen, at de ikke må forlade maskinen. Kun nødtvunget går de ind igen hjulpet af stewardesssen, der prøver at berolige dem - No bomb no bomb, forsikrer hun, da hun bliver spurgt, om det er en bombetrussel.
Flere fra lufthavnspersonalet er kommet til, og der bliver snakket og råbt og talt i telefon for foden af trappen, en peger mod flydøren og giver tegn til, at den skal lukkes, men stewardessen forstår det tilsyneladende ikke.
Ikke en vind rør sig, luften er fugtig, de sveder, de ophidsede mænd i hvide, kortærmede skjorter, våde på ryggen. Masha bliver stående foran døren og tænker, det er da den mest besyndelige start på ferien, da endnu en bil ankommer nu med bevæbnede vagter. En sydende mumlen breder dig blandt passagererne, de gætter på, hvad der kan være galt. Det må næsten være noget med terror, måske en terrorist er ombord, en af passagererne men hvem? Masha kigger sig bagud i køen.
Ængstelsen smitter, mistanken forplanter sig blandt de uvidende passagerer, så er piloten kommet til, går ned ad trappen og begynder at diskutere med lufthavnspersonalet. Hvad sker der?
Det er først da alle er samlet i et VIP-rum i Colombo Airport, at de får beskeden, at Aeroflot ikke havde nogen landingstilladelse.
Sri Lanka følger opfordringen fra EU om ikke at lade fly fra Rusland få lov at at lande. Tilsyneladende er der sket en fejl, og hvordan man skal forholde sig kræver beslutning fra højeste myndighed, for sanktionspolitikken gælder også fly på jorden, russiske fly må ikke få lov at lette. Ingen passagerer fra Airoflot 784 er ankommet regelmenteret og kan derfor ikke reglementeret tilbagesendes. Men de får lov at opholde sig i lokalet, med sved på panden og klamme hænder uden bagagen, som stadig befinder sig i flyet, der nu er parkeret i et ubenyttet hjørne af lufthavnen.
Masha Titova er ikke grædefærdig, hun er vred.
Nu kunne man tro, hun var vred på Ruslands præsident Putin, fordi han gik i krig eller EU, for deres sanktioner eller Airoflot for at flyve uden tilladelse til at lande eller Colombo Airport for at tilbageholde passagererne, nej det er Kirusha, hun lader vreden gå ud over, for det var ham, der vandt i lotteriet.
Efter ti dages indespærring bliver de skuffede russere med et særfly via Budapest returneret til Yakutski, Sibirien.

Halina har i snart ti år ernæret sig som hospitalsklovn. Hospitalet booker hende, når de har råd og der er et behov. Særlig børneafdelingen med kræftpatienter har brug for hendes underholdende optræden, og Halina nyder at give børnene et tiltrængt frikvarter, hvor der bliver både grinet og sunget.
Men så kommer krigen. Mange af de indlagte bliver evakueret, hospitalet er stærkt beskadiget, og bestillingerne på Halinas underholdning udebliver. Noget må hun finde på.
Stor er nysgerrigheden hos de, der lørdag formiddag går over torvet foran rådhuset, for der blandt vrag af tanks der får pladsen til at ligne en slagmark, sidder Halina klædt i klovnetøj i et bur på et brædt to meter oppe og håner højlydt enhver, der nærmer sig. På et skilt foran buret står der, at hvis man lægger 20 Hryvnia i skålen, får man tre bolde, rammer man den røde plet, falder Halina ned.
- Skyd Putin af Pinden, står der på skiltet, og inden en time har der samlet sig en klynge, der ville skyde Halina ned, det er sjovt. Hver gang en bold rammer ved siden af pletten, beskylder hun den, der har kastet for de værste ting.
- Din nazist, elendige narkovrag, du fortjener et nakkeskud, og så ler hun og slår sig på lårene men holder balancen.
- Og smidt i en massegrav, råber en tilskuer.
Tre nye bolde bliver købt, pletten bliver ramt, og Halina dratter  til forsamlingens jubel ned i sin skjulte skumgummimadras.
Svinagtige bemærkninger, eder og forbandelser og Halinas provokerende satiriske Putinparodi skaber en total ændring af den ellers stilfærdige, sorgfulde stemning. Alt for mange er døde, alt for meget ødelagt, en tung dyne hviler over byen.
Det er den dyne, der bliver trukket væk af den kreative hospitalsklovn. Det er en befrielse, Halina giver beboerne lov at slippe tragediens tyngende sorg.
- Det er jo ikke anderledes end med børn på hospitalet, griner Halina, da hun tæller mønterne i skålen.




To palæstinensere i Jenin blev dræbt i morges, mens flere andre blev såret. Den palæstinensiske premierminister anklager israelske styrker for at dræbe bare for at dræbe, mens den israelske hær oplyser, at den vil fortsætte med at bekæmpe terrorisme.
Ghazala bor med sin mand, forældre og børn i landsbyen Arabbuna ikke langt fra Jenin. Siden deres olivenplantage nedarvet i generationer blev eksproprieret og gjort til Israelsk bosættelse, har de levet af et mindre fårehold, men som urolighederne fra Jenin bredte sig, blev fårene i nat af maskerede bosættere lukket ud, og mens israelske soldater så til, blev der sat ild til stalden. Ilden bredte sig til hovedhuset og med familien i nattøj på gårdspladsen, brændte også stuehuset, alt gik op i flammer.
Ghazala græder og græder i telefonen, da hun ringer til sin søster Ada der bor i Ukraine.
Et stort ældre palæ har hun og hendes mand, en prominent advokat, restaureret og da de har masser af plads og ingen børn, tilbyder hun søsteren, at de kan bo hos hende foreløbig. Krigen er ikke kommet til Lviv, og ingen tror den kommer, så fra urolighederne i Jenin tæt på den Israelske grænse rejser Ghazala med sin familie til sikkerhed i Lviv tæt på grænsen til Polen. Først med tog til Tell-Aviv derfra fly til Zürich og videre til Warschawa, så igen tog og bus, der sætter dem af inden kontrolposten ved indkørslen til Lviv.
Danilo er 19 år og melder sig som alle andre i krigens første dage til tjeneste i hæren. Uniform, hjelm, skudsikker vest og en maskinpistol får han og to timer på øvelsesbanen. Fra fronten bliver han overført til et roligere område, for Danilo er ikke den hurtigste og slet ikke den modigste, så nu står han så på vagt med Borysko bag en beskyttelsesmur ved hvert deres skudhul og overvåger en kontrolpost i den roligste ende af landet. Ingen uden lovligt ærinde i Lviv må slippe gennem, men det har faktisk alle, så der er ikke meget at lave for de to soldater på vagt.
Idag er Danilos bryllupsdag. For netop et år siden blev han gift, og nu venter hun sig, hans elskede, som han dog savner hende, så han ringer op og siger tillykke.
Sin maskinpistol lægger han fra sig, vender ryggen til krig og skudhul og gør sig umage for at høre hvert eneste ord. Og så glad hun bliver, gengælder hans kærlige ord og søde tanker om hvor dejligt, alt vil blive, krigen snakker de ikke om.
Turen fra Arabbuna har for Ghazala og hendes familie været lang og anstrengende, børnene er trætte, og da de ukrainske vagtposter ikke forstår, hvad de siger og er længe om at checke pas og papirer, bliver det for meget for Ghazalas mand. Det kender han alt for godt, hvor han kommer fra, at soldater ved kontrolposter chickanerer groft, men det her er altså ikke det Israelsk besatte Palæstine, så han løfter armene, råber på arabisk og går næsten truende rundt i en cirkel. Desperat.
Danillo lukker øjnene og drømmer sig væk, da han pludselig vækkes af et skud, det er Borysko der skyder, men Danillo er lynhurtig, taber telefonen, griber sin maskinpistol og skyder gennem sit skudhul. Bare et enkelt skud mod den truende, sortklædte troede han, men det bliver til en salve af projektiler, der dræber to mænd, en kvinde og et barn. De falder, hvor de står. Falder bare om. Borysko råber - Hvad sker der? og forklarer hvordan han bare skød et varselskud, fordi de sortklædte palestinensere argumenterede voldsomt på arabisk og tilsyneladende ikke rettede sig efter kontrolpostens fagter - De skulle da lige vide, at det var alvor.
En bedstemor og et barn er ikke ramt, men vagterne beroliger Danillo og tilbyder at skyde også dem, så der ikke er nogen vidner til den tragiske hændelse. Men det afslår Danilo dog.
Først en uge senere får Ada beskeden at alle, hele hendes familie er fundet et par kilometer fra Lviv skudt og smidt i en grøftekant. Da der ikke er nogen moske i Lviv, bliver det i den romersk-katolske domkirke begravelsen foregår, og hele byen deltager ved det storslåede arrangement. Drabenes brutalitet har rystet indbyggerne, man er rystet over, at russernes terror nu er kommet til byen, henrettelse af uskyldige civile er ikke set før, og frygten melder sig, at krigen nu er kommet snigende ikke med missiler fra luften, men ad landevejen til Lviv.
Syv hvide kister dækket af blomster fylder midtergangen, og Ada holder en rørende tale om kærlighed og sammenhold. Om krigsforbrydelse og tilgivelse.  Og så bliver sikkerheden i Lviv skærpet, jo, byens borgmester er der også.

De kan ikke blive enige, stemningen i den store hal er på bristepunktet, på skift tager de mest veltalende ordet, mens de agressive råber op. Det handler om overlevelse, ære og stolthed. Mange af de 1.000 mand belejret på skibsværftet i Mariupol er medlemmer af den berygtede Azov Batallion med deres helt egen moral og kampvilje, men nu efter otte ugers belejring, står de over for det sværeste valg i livet, om de skal overgive sig eller kæmpe til sidste mand.
Et ultimatum har de fået af russerne inden i morgen kl. 12, skal de lægge våbnene og overgive sig, ellers vil de blive dræbt hver og en. Når Putin omtaler udryddelsen af nazistiske Azov som et mål, så mener han det. At være krigsfange i Rusland er værre end døden, det ved man godt, og alligevel er der enkelte, der klynger sig til livet.
Alle, der ønsker det får ordet, og enhver holdning respekteres  også religiøse. Om hvad Gud egentlig har tænkt sig, og hvad vil han råde dem til? En præst foreslår fællesbøn, kollektivt selvmord er også på tale. En af de moderate forklarer, hvordan Genevekonventionerne bliver groft overtrådt af fjenden, og det rejser betydelig utilfreds mumlen.
- Fuck konventioner og andet papirbavl. Det er en kraftig, velbevæbnet officer med flammende rødt fuldskæg, der har rejst sig fra stolen - Russerne gør jo, hvad vi ville gøre, hvis vi havde magten til det. Han løfter en truende knyttet næve og får tilhørene med på kampråbet - Azov Sejrer!
Vagtposter strategisk placeret på det store belejrede område bliver skiftet hver anden time natten igennem, ud på morgenen melder trætheden sig, uden at man er kommet til noget resultat - Lad os smide tøjet og gå ud i samlet flok nøgne, så de kan se vores tatoveringer.
En mandsstor udklædt dukke nederst i den store hal skal forestille Putin, nu bliver der sat ild til ham. I det spæde morgengry oplyser han de tavse, beskidte ansigter. Skud lyder, mon ikke det er vagten, der vil have sin sidste russer, inden han selv skal afsted. Klokken 10 om formiddagen slutter mødet og man har et par timer til mobilisering inden fristen udløber klokken 12.
- De kan bare komme an, griner Timur og ser på sit ur.

16 timer i træk har han arbejdet i en interimistisk operationsstue, indrettet med udstyr fra hospitalets ødelagte stuer, ikke meget er tilbage af det store hospital, men Jesper Lyngvig, som med dags varsel blev udsendt af Folkekirkens Nødhjælp, er vant til feltarbejde. Hans speciale er ortopædkirurgi, mange, rigtig mange amputationer har han lavet idag, mest soldater fra fronten både russere og ukrainere.
At placere miner er en farlig beskæftigelse, og Alexey Stepanov er ikke glad for at blive overført til en specialdeling i minekommandoen, for han har lovet både kæreste og forældre at komme levende hjem. Men jobbet skal jo gøres, så efter en grundig instruktion bliver han med delingen overført til Kharkiv i Donbas, hvor områder, man har trukket sig fra, skal mineres for at sinke fjendens fremrykning.
Alexay får udleveret en sækfuld små eksplosiver, han så skal placere i forladte huse, så de godt skjult eller maskeret som dagligdags effekter kan gøre nytte.
At skabe kaos og frygt er en væsentlig del af af krigens mål, så ganske forsigtigt sætter Alexey sine miniatureminer i skabe og skuffer, gemt blandt legetøj, på borde og hylder eller gemt i noget tøj, opfindsomheden er stor og Alexey kreativ. Fra det ene hus til det næste, under en dørmåtte, den mindste berøring og puff den springer i luften. Snart er sækken tom, det har været en god dag.
Men netop som Jesper Lyngvig er færdig med dagens operationer og har gjort sig klar til at gå, kommer de med endnu en patient, et barn, en dreng på 5 år. Om overarmen er bundet et stramt bånd, hånden hænger slapt ned, knoglen stikker ud af det blodige sår.
Drengen er døsig men ved bevidsthed, da Jesper med professionel mine kigger på skaden og vurderer, at underarmen skal amputeres ved albuen.
Han kender alt for godt den skade men ved også, at det under normale forhold er muligt at redde armen. Så kigger han på uret, folder hænderne bag nakken og strækker sig - Er der mere kaffe?
Når Jesper er så god en læge, er det fordi han kan skille følelser og profession. Han ved af erfaring fra ophold i Angola, hvor gravide med opsprættede maver og bortført foster skulle sys sammen, at medfølelse for patienterne er et handicap. Sådan er det også her i Kharkiv, at han intet må føle for patienterne under operationen, men med drengen her bliver det svært.
At noget menneske kan få sig selv til at placere en mine med størrelse og udseende som legoklodser i et barns legetøj, det er altså sygeligt, og at det er del af en krigsstrategi så umenneskeligt. Jesper er professionelt vred.
Som i protest beslutter han at ville redde hånden. Sætte så mange flossede nerver og muskler sammen, at hånden igen kommer til at fungere. Jesper bryder sit lægeløfte, aldrig at tage parti for den ene part i en konflikt, det erkender han. For en gang skyld er hans operation båret af had. Hans personlige sabotage mod russernes brutale krigslist.
Han drikker ud, rejser sig, vasker grundigt hænder og arme og rækker dem frem mod sygeplejersken, der står parat med sterile handsker.
Da Alexey træt af dagens arbejde med placering af miner i tomme huse om aftenen ringer til sin kæreste for at sige godnat, sker der noget for Alexey helt usandsynligt, overrumplende, for da kæresten spørger, hvad han har lavet idag, siger han ikke som han plejer, at det er fortroligt, han bliver stum. Læberne fryser fast, ikke et ord kan han sige, selv tanken går i stå. Pausen bliver så påfaldende lang, at hun med sin mest charmerende, næsten forførende stemme siger - Helt ærlig, Alexey har du slået nogen ihjeld?
Da er det gråden går til angreb, flår krampen, forvrænger  ansigtet, han hulker og ryster savlende, Alexey græder, som han aldrig før har grædt, en lavine bliver skudt igang, og han fatter det ikke. Det er kroppen og ikke ham, der giver slip.
- Elsker du mig? får han fremstammet.
- Mere end nogensinde, jeg savner også dig. Uanset hvad, det ved du, ikke?

Mor, hvad er død? spørger Nikolai en dag. Han har aldrig set en død, men nu har han hørt ordet så tit, og ingen fortæller ham, hvad det betyder. Måske det er et forbudt ord, for det bliver aldrig sagt højt kun hvisket. Da hans onkel Kirill kommer hjem i en kiste og skal begraves, spøger ordet død igen i Nikolais 4-årige hjerne, og han får at vide, at det er krigen, der har dræbt hans onkel. Kisten sænkes ned i et hul gravet på kirkegården, og de voksne græder og hvisker, meget sørgeligt er det, at onkel nu ligger ubevægelig inde i kisten og vil aldrig vågne, får han fortalt - Er han så død? Hans mor, som holder ham i hånden, svarer ikke men giver hans hånd et klem, der betyder - Ja, han er død, men også at det er ikke noget, man siger højt.
En efter en går gæsterne hen til graven og kaster en blomst ned på låget af kisten. Flere af dem er i uniform, for onkel Kirill var soldat, og det er hans kammerater, der er kommet for at sige et sidste farvel.
- Farvel. Nicolai ser for sig sin far i uniform med lukkede øjne i en kiste med låg blive sænket ned i et hul, en efter en kaster gæsterne hver deres blomst ned på det blanke kistelåg. Død. Det er døden de begraver.
Tunge skyer dækker himlen, svaler og myg flyver lavt, da det skyggeløse selskab i samlet flok går til kroen, hvor der er dækket op. Suppe med hjemmebagt brød og bagefter kaffe.
Det er først efter flere dage, at Nikolai stiller sin mor spørgsmålet - Børn kan de også dø?

Stemningen i byen er på nulpunktet. Syv unge mænd, soldater i Ruslands militære aktion i Ukraine, kommer fra Vsevolozhsk nær St. Petersburg, og det er ikke opmuntrende, hvad de pårørende hører i krigens første måneder. Forfærdelige kampe med rigtig mange døde, to af dem blev såret, men ikke alvorligt, så de er tilbage i brigaden for at kæmpe videre. I den seneste måned har man intet hørt, og det er foruroligende.
Frygtelige forhold, dårligt udstyr, ringe forplejning, grov behandling kun lidt søvn, er det sidste man har hørt, og nu frygter deres familier, at der er sket dem noget. Af den militære administration får de den besked, at de vil blive underrettet, hvis soldaterne er såret, savnet eller omkommet, men ikke ellers. I det hele taget er administrationen ikke særlig imødekommende med oplysninger, så ængstelsen i de syv familier vokser.
Ingen i byen interesserer sig for krigen i det fjerne, men de syv bysbørns skæbne, det optager dem. En komite bliver nedsat med repræsentanter for de berørte familier, den opfordrer enhver med kontakt til de unges brigade ad uofficielle kanaler fortælle, hvad der foregår, hvis nogen ved noget.
Et rygte går, at den ene blev dræbt ved Zaporizhia, men det kan militæret ikke bekræfte. Dybt ulykkelige klynger hans forældre sig til, at det blot er et rygte, men ikke længe efter får tre af familierne beskeden at deres sønner er omkommet i kamp, og at de pårørende vil blive underrettet, når kisterne kommer hjem.
Men så er det, man i komiteen opdager, at der findes en frivillig organisation i Ukraine, der tilbyder russiske pårørende oplysning om tilfangetagne soldater, og da man spørger efter de fire sidste fra Vsevolozhsk kommer meddelelsen, at de tre er taget til fange. Under et bagholdsangreb har hele deres deling overgivet sig, forladt deres tanks og udstyr og er med hænderne bag hovedet i en kolonne gået frem mod de ukrainske styrker.
De tre er nu interneret på en hemmelig adresse i håb om at blive udvekslet med ukrainere i russisk fangeskab. Hvilken lettelse og kæmpe glæde, og bedre endnu at kærester og forældre bliver tilbudt at besøge fangerne i fængslet.
Jublen er stor hos familierne og i byen, næsten glemt er de lovede kister, som lader vente på sig, nu er det optimismen der breder sig.
Det forunderlige sker, de tre fanger bliver frigivet og kan rejse hjem med deres familier. Sikke en fest, som helte modtages de på rådhuset, hvor borgmesteren roser deres tapre indsats for fædrelandet.
En måned senere bliver den sidste af byens syv soldater meldt savnet. Kisterne er der intet nyt om, og de tre hjemvendte helte får brev om hvor og hvornår, de skal møde for at genindtage deres pladser i den russiske arme.

På bænken øverst på klinten sidder Mikhaila en aften alene, havet er anspændt roligt, men længere ude skjuler det miner, der forhindrer sejlads fra Odessa. Mikhaila tæller bølger, når en bølge derude bliver hvid i toppen får den et nummer, det er så beroligende. Et lille hvidt punkt gror til en lysende linje, der slutter sig til andre hvide bremmer, så det på stranden er en lang sammenhængende skumkant, der med bølgen driver op over sandet, hvor den dør af udmattelse. Det samme med den næste og den næste - At de dog aldrig bliver klogere, tænker Mikhaila.
Det er for at slippe frygten, tankerne om krig og død, at han er taget ud i forældrenes sommerhus alene. Frygten er at Rusland skal indtage Odessa, så de kontrollerer hele kyststrækningen til Sortehavet.
På stranden lige under bænken på klinten hvor Mikhaila sidder rager en tange ud i havet som kystsikring. Kantede klippestykker grov granit, i nyancer fra næsten sort til falmet lyserød, alle er de forskellige, smidt tilfældigt stopper de i stormvejr bølgernes hærgen. En lille bid tager havet af klinten hvert år, snart kommer turen til bænken.
Når frygten bliver til angst, står panikken parat med et smæld af forladthed, han ved det godt, Mikhaila, så han gør sig umage for at tænke på det, han ser og ikke det, han frygter. Bølgerne gør tiden tydelig og molen giver stenene mening. Og der på vej mod stranden deles en ubrudt skumkam i mindre hvide toppe, hver for sig kæmper de om at komme først og nå længst op på stranden, alle vil de vinde og alle ved, de skal dø.
Solen synker mod horisonten en orangelysende skive over et sort hav, så evigt og upåvirket, forskrækket blev det nu nok, da missilkrydseren Moskva netop her eksploderede.
Romanna, hans kæreste gennem to år har haft det svært de sidste måneder, for siden krigen startede, har Mikhaila været så underlig. Han meldte sig, som han skulle, til militæret men fik lov at slippe, så han kunne fortsætte sit studie ved Odessa Polytechnic University, måske det er det, der piner ham. Han kan ikke tænke på andet end krigen, er blevet så svær at tale med og nu synes Romanna, at det har ætset så meget af deres kærlighed, at hun er klar til et brud.
Ulykkelig bliver han, da hun fortæller ham det, men nu har hun så lovet at komme ud til sommerhuset for at snakke det igennem, om de fortsat skal være kærester. Resolut samler Romanna alt, hun har af hans, putter det i en taske, går ud til bilen og sætter nøglen i tændingen. Og fortryder.
- Det er nok for overilet, tænker hun, så tasken bliver tømt og fyldt i stedet med gaver, noget hun ved, han holder af eller bare bryder sig om, ting der kan minde ham om den kærlighed, de trods alt har haft. Hun skifter fra udslidte jeans til let sommerkjole og kører afsted netop som solen er ved at gå ned.
Mikhaila sidder i stuen, da hun åbner døren med en undskyldning, at hun kommer så sent. Han takker for gaverne og kan fortælle, at der er sket noget stort netop denne dag. Han har sagt farvel til frygten, som stod i vejen for deres kærlighed.
Romanna lytter og tager hans hånd, og så kommer der fra Mikhailas mund i en lind strøm den ny erkendelse.
Om naturens lovbundethed og bølgernes drift, om dødens nødvendighed, solens apati og horisontens evighed. Han er rolig og fattet som i sin helt egen verden og bemærker ikke at Romanna slipper hans nånd og kigger tavs ned i gulvet.
Mikhailas frygt er blevet til religiøs vækkelse, og det er slet ikke, hvad Romanna håbede på. Ikke et ord om hendes påklædning, han virker slet ikke glad for at se hende, kigger dårligt nok på hende. Romanna er sikker i sin sag, at nu skal det være slut. Da hun forlader sommerhuset ved 4-tiden om morgenen, har hun fået det sagt, og lidt skuffende er det, at han straks accepterer.
- Sådan er det jo, siger han i døren, med kærlighed som med bølger, de opstår tilfældigt, lyser af lyst, flader ud og forgår.
Så smækker hun bildøren og sætter i bakgear.

Tidligt den morgen da Elana bliver hjulpet op fra kælderen under skibsværftet i Mariupol, er lyset så skarpt, som bliver hun kastet omkuld. Ikke i 60 dage har hun set solen, og nu blænder den hende på vej gennem granatkrater og murrester. Det er idag FN og Røde Kors har forhandlet våbenhvile, så de kan evakuere indespærrede. Næsten kun gamle men altså også Elana.
Langsomt kører bussen med evakuerede frem mod den ene kontrolpost efter den anden, klar til at vende om hvis der bliver skudt. Elana sidder i tavshed i det bløde sæde, ryster ikke som hun plejer eller fryser.
Aldrig vænnede hun sig til bragene, når loft og vægge rungede af raketnedslag. Granater, bomber og missiler knækkede den millionstore by, tilbage er kun krematoriesværtede ruiner og askegråt støv, intet liv kun huller og et par hjemløse hunde. Elana er kommet ud og på vej, hun burde være lettet og glad, men det er som om frygten og glæden ophæver hinanden, så kun tomhed er tilbage, Elana føler intet, fatter intet, kan ikke tænke, er kun en skal om intetheden.
Da hun kommer til Zaporizjzja ud på eftermiddagen, bliver hun mødt af journalister og fotografer, alle er de der, CNN, BBC alle EU-lande, flere nyhedsmedier end der er evakuerede, det er, som bliver hun blændet igen men nu af spørgsmål og kameralinser. Ikke et ord kan hun sige, ikke et smil kan hun give, hvor bliver den af, lettelsen, tænker hun. Mange græder, men ikke Elana.
Beskidt, sulten og træt, det er hun vant til, savnet af venner og familie har hun grædt sig fri af, men solens stikkende stråler og journalisters skubben og spørgen gør hende følelsesløs. Aner ikke, hvor hun skal hen, kan ikke tænke, kan dårligt gå, holder fast i sin taske med alt hun ejer. Stemmerne lyder som et fjernt mudret vandfald. Hun slæber sig hen til en bus, der holder parat med døren åben, og da hun bliver spurgt, hvor hun skal hen, former læberne navnet på byen, hvor hun boede, inden hun som barn med familien flyttede til Mariupol.
- Hundrede er endnu dernede, er der en, der siger, men ordene kommer ikke længere end til Elenas øre, så stopper de. Ord og sætninger bliver betydningsløse, meningen ikke lukket ind. Befrielsen er som et tomhedsfængsel, det hun har håbet på i to måneder er sket, men hun mærker det ikke. Selvrespekten er som et krater, værdigheden brændt bort, tilbage er en skal af celler om en død krop. Elana sætter sig op i bussen, ser ud ad vinduet over torvet hvorfra den pulserende nyhed bliver spredt, at endnu 157 er evakueret fra Dødens Kapel.




Et hævet øje, blodudtrædninger i ansigtet, rifter på hænder og arme, Yevgeny Gusev er taget til fange. Tynd og bleg med rester af størknet blod, i udslidte militærstøvler, laset uniform hvor knapper mangler, sejlgarn som livrem, et sølle syn er det at se ham sidde apatisk på gulvet i cellen, og dog er der for Charles Dylan, som vogter fangerne noget særligt ved Yevgeny.
Charles er canadier, teologistuderende på sidste år, og så er han single. Straks præsident Zelenskyj opfordrede unge i udlandet om at komme til Ukraine og kæmpe for frihed og demokrati, tog han afsted.
En god kampsoldat er han ikke, så tjansen at bevogte fanger passer ham godt, og så er der ham Yevgeny, der godt tilredt efter et forhør er endt i kælderen hos Charles. Hvad det er så specielt ved netop Yevgeny kan dårligt beskrives med ord. Hvor de fleste andre fanger er slået ud af fortvivlelse og frygt, er der i hans ansigt en klarhed, en dybere forståelse for vilkår og accept af skæbne, et næsten guddommeligt blik så fuldt af tilgivelse, at Charles føler sig flov, når deres blikke mødes. Men netop denne flovhed gør ham nysgerrig, hvad er der med ham Yevgeny?
- Hvilken farve har sandhed, spørg Yevgeny, da Charles en morgen sætter sig på gulvet ved siden af ham.
- Løgnen er lilla, svarer Charles - Men hvor langt er et brædt?
- 120 kilometer i timen, svarer Yevgeny og spørger så - Hvor hurtigt går det at dø?
- Døden er kun et skridt på vejen, siger Charles.
De smiler indforstået til hinanden, en bro er skabt mellem Rusland og Canada, tro og viden, intellekt og instinkt, det er som møder Charles sin åndelige tvilling. Så mærkeligt.
Dagen efter har Charles forberedt sig. Han har det som før et afgørende parti skak, hvor ingen ord har betydning, kun hvordan brikkerne står. Hvor hvert træk er et spørgsmål og svaret et nyt træk, hvor alt er muligt, når blot spillets regler bliver fulgt, døden er midlertidig og smertefri.
Lange pauser er der, når Charles skal tænke over sit næste træk, mens Yevgeny på korrekt engelsk svarer prompte og insisterende, det er ham, der holder samtalen igang.
- Hvad er der i et sort hul?
- Gud tilgiver alt og alle, svarer Charles, - men hvor kommer kærligheden fra?
Charles nyder timerne med Yevgeny, aldrig har han følt sig så intimt forbundet med et andet menneske, men dagen kommer, da Yevgeny skal flyttes, og inden de skilles, udveksler de adresser og lover hinanden at mødes, når der er sluttet fred.
- Hvor stor er freden? spørger Charles.
- Stor som en drøm.
Der er blevet klaget over Charles, så han kaldes ind på kontoret. Hans mistænkelige adfærd har ført til rygter om hans loyalitet, han er trods alt ikke ukrainer, så kommandanten vil gerne vide, hvad han som fangevogter har snakket så ofte og så intimt med den russiske fange Yevgeny Gusev om.
Charles samvittighed er ren, der er intet foregået, som tilnærmelsesvis kan opfattes som hemmeligt, på den anden side vil det være umuligt at gengive deres fortrolige samtaler troværdigt, så Charles vælger en anden lidt mere plausibel version, at det var en diskussion om Gud og universet, om tro og viden.
Selv er han teologistuderende i Toronto, Yevgeny Gusev studerer astonomi i Sankt Petersborg, og så fortæller Charles om de faglige samtaler, de har ført om verdens skabelse og big-bang teorien, om dimensioner og helligånd jo mere udpenslet og akademisk det bliver, jo mere troværdigt og spændende lyder det for kommandanten, og da han interesserer sig for stjernetegn og astrologi bliver han fanget af Charles‘ velformulerede beretning
- Så du er tvilling? spørger kommandaten velvidende, at en tvilling er livlig og energisk, fleksibel og alsidig, intellektuel og hurtigt tænkende. Charles nikker med et smil - Og du er tyr,  siger han, sandhedssøgende livsnyder.
Med flere og flere detaljer om den åndelige kontra den fysiske verden spinder Charles et net om kommandanten, og det der skulle være et forhør ender som en lektion om sammenhængen mellem det verdslige og religiøse om astrologi som en videnskab.
- Men det farlige, siger Charles og læner sig fortroligt ind over kommandantens skrivebord - er at de verdslige nægter at troen er sandhed, og de troende påstår, det kan bevises.
- Gå på vandet til verdens ende, kommandanten slår befiende ud med armene, men han har en tilståelse, og det er, at mistanken mod Charles var årsag til at Yevgeny Gusev blev forflyttet. Men hvis Charles kunne overtales til det, vil kommandanten bede ham holde et foredrag i Soldaterforeningen om emnet - Hvad skal jeg tro, og hvad er værd at vide.

Natalia og Ivanna er de bedste veninder, går i samme klasse,  har altid ens tøj på og samme frisure, hvis Natalia har hestehale, har Ivanna det også, selvom det ikke er noget, de har aftalt. Hver gør de, hvad de har lyst til, og det er altid det samme.
Men da byen indtages af russerne, bliver det et problem, for Natalias far mener, at den russiske militære tilstedeværelse er nødvendig for verdensfreden, mens Ivannas mor får et chok, da hendes region af den russiske Duma bliver erklæret selvstændig republik. Natalias familie er begejstrede tilskuere til sejrsparaden, stort og flot er det med geledder af soldater, kanoner og køretøjer, Ivannas familie undgår at gå på gaden den dag, hendes mor har svært ved at skjule sin foragt.
Pigerne er syv år og forstår ikke, hvorfor de ikke længere må lege sammen eller ses uden for skolen. Som to elskende der ikke må få hinanden, mødes de på et hemmeligt sted under broen øverst på skråningen lige under vejbanen med højt græs og ukrudt, her indretter de sig med et depot af forbudte ting, det de er fælles om. Smykker, makeup, dukker og dameblade, hvor de har klippet pigerne ud og givet dem nyt tøj, brugte biografbilletter og en poesibog, alt er de fælles om også postkortet med Cristiano Ronaldo. Det er en usagt aftale, at selvfølgelig er de fælles om Ronaldo, og alligevel er det netop ham, der er årsag til deres hidtil første alvorlige skænderi.
På skift har de kysset ham, og han kan sagtens klare, at de er to, men da Ivanna opdager, at Natalia har haft ham med hjemme uden at spørge, så bliver hun sur. Og helt galt bliver det, da Natalia fortæller, at det er hende, han elsker, og at han har sovet med hende om natten.
- Du er altså mærkelig, det siger min mor også.
Hvad der foregår i hjemmet er forbudt at snakke om, krig og familie findes ikke i pigernes hemmelige verden, så Natalia svarer vredt igen - Min far siger I er farlige.
- Det er da jer, der laver krig. Hvorfor flytter I ikke bare og lader os være i fred?
- Vi bor her da. Hvis nogen skal flytte, må det være jer.
- Jamen du er da russer.
- Vel er jeg ej, det kan du selv være.
Lige inden Ronaldo bliver klippet i stykker, så hver kan få en halvdel, skilles de som uvenner.
Men langt tid går der ikke, før begge har fortrudt. Så en skøn regnvejrsdag hvor broens beton runger veloplagt og sivende regnvand skaber render i skråningen, går en skelsættende ceremoni igang deroppe i den hemmelige hule. Natalia har taget et barbarblad med.
Først skærer hun en ridse i Ivannas håndled, så Ivanna i Natalias til blodet pibler, og så holder de rift mod rift og lover aldrig at røbe for nogen, at de har blandet blod. For altid hører de sammen, det er deres hemmelighed.

Politik - nej tak. Penge - ja tak. Anastasia har siden hun var 14 vidst, hvad hun vil med livet. Det skal være sjovt. Og sjovt bliver det, en humørbombe på 19 der lever i nuet og aldrig er i tvivl, alt negativt er frastødende, det gider hun ikke, det gælder om at se godt ud og have mange venner, og det har hun. Både på Instagram og Tiktok hvor hendes provokerende, åbenhjertige videoer bliver set og kommenteret.
Det handler om at se ud og se godt ud, og det gør Anastasia. Uanset hvad hun har på, springer personligheden i øjnene, hun er firstmover, kunstige negle med nail art, afbleget langt hår og læber med lipgloss. Enkelte tatoveringer med originale motiver på arme og hals, leggings og hotpants hun elsker kunstige vipper og nye bryster og foragter fortid og fattigdom. Fart på skal der være, snakker hurtigt og højt og er altid midtpunkt. En virkelig trampertøs.
Som ansat på Los Bandidos Bar i Moskva er hun vellidt, elsker stemningen og de mange udlændinge, det passer hende fint at tjene penge som afrydder og gå på bar om aftenen i sexede pomps med Chanel og Armani.
Nyt outfitt hver aften hendes garderobe er luksuriøs, det meste er gaver fra mandlige bekendtskaber, hun møder på barerne, nyrige med Porsche og penge, aldrig savner hun invitationer til fest eller gavmilde venner. Livet er det, hun altid har ønsket sig, sjovt.
Så da Chanel følger Vestens sanktioner og lukker al handel med Rusland, bliver Anastasia vred. Hun føler sig helt urimelig trådt over tæerne, det er en skændsel uden lige, at netop hun, som elsker Chanels boutique skal straffes, det er så groft og grundløst. Altid har hun talt godt om Chanel, de har været næsten som veninder, alle de ideer til manicure og accessories de har delt, deres boykot er bare så illoyal, men hvad kan hun gøre? Hvad kan hun finde på? Tusind ideer falder ned fra himlen, men den hun vælger er i en video at klippe sin elskede Chanel håndtaske købt vintage for 7.000 € i stykker med en havesaks. En stor manuel hækkeklipper. Det er sjovt, og det virker.
At se den checkede mærkevareprinsesse med begge hænder på en alt for stor hækkeklipper sakse sin lille, eksclusive sorte sag i bidder, mens hun råber eder og forbandelser efter Chanel er så fedt. Aldrig har hun haft så mange likes, så vildt det kan ikke undgå at gå viralt på de sociale medier, stolt at destruere noget værdifuldt fra Vesten. Ikke siden unges afbrænding af Beatlesplader for 60 år siden har verden oplevet noget lignende. Dengang var det John Lennons replik, der skabte destruktiv forargelse: - Vi er mere populære end Jesus.

Abasi er 5 år og i spørgealderen, så det er ikke nemt for forældrene at skærme ham mod det, der foregår i Ukraine, den ene fortielse følger den anden, alle drengens spørgsmål bliver fejet væk med en positiv afledning, eller bemærkningen, at det skal han ikke tænke på. Aldrig er det sandheden, de fortæller og det kan Abasi godt mærke.
Men en nat Abasi er vågnet går han ind til sin far Oleksandr, der sidder foran computeren og ser billeder fra krigen i Ukraine. Han nyder alene om natten at se videoer, hvor russiske tanks sprænges i luften, og helikoptere styrter flammende til jorden. Lysten til se på drab og dræbte er kontroversiel, lidt flov er han over, at det er en nydelse. Onani skal foregå i det skjulte, men det skal hans mani også, hans lyst til at se på døde fjenders forbrændte lig.
Men da Abasi nu står der og spørger og spørger og ikke lader sig nøje med udenomssnak, så giver hans far efter og fortæller, hvad de ser. Og hvad der sker. Om døden. Kanoner, tanks og fjende. Om drab og missiler - Sådan er det med krig, siger han og lægger ikke et beskyttende slør over grusomhederne, men forklarer, hvad der er på billederne. Han besvarer uden omsvøb de spørgsmål Abasi ikke stiller, mens han bladrer gennem de autentiske fotografier.
Det går op for Oleksandr, hvor vigtigt det er også for ham selv at forstå, hvorfor han aften efter aften har behov for i ensomhed at se de forfærdelige billeder. Særligt billeder der advarer om anstødeligt indhold, for så ved han, det er billeder af lig. Døde russiske soldater brændt ihjeld, dem samler han på, ulykkelige børn undgår han. Abasi har lagt hovedet på bordet og lukket øjnene, hans krøller skinner i computerens lys.
- Sådan skal det være, tænker Oleksandr, Abasi kan godt selv sortere, hvad han kan rumme.
Så tager han Abasis slappe krop i armene og bærer ham ind i  seng. Kysser sin søn på panden og siger tak.

I en kælder i Nikolske 12 km fra Mariupol sidder tolv soldater uden mad uden ammunition, faldet i et baghold da russerne rykkede frem. Stoltheden har fået et knæk, de er tæt på at give op - Det er slut, siger Pavlo lige så stille og gemmer ansigtet i sine hænder, ingen siger ham imod.
- Fandenme nej, om jeg overgiver mig, Rasim tager sit gevær og holder mundingen op under hagen, mens han spørgende kigger på de andre. Ingen reagerer. Det er det værste, at ingen reagerer. I en måned har de været en sammentømret enhed, der satte livet på spil for hinanden.  Hver dag siden krigens start har de fuld af optimisme og kampgejst gjort det af med utallige fjender, og ethvert tab i egen enhed kun gjort dem endnu mere kampberedte, men nu er det slut. Nogle føler sig forrådt af hæren andre af regeringen og andre igen af Vesten, der undlader at komme dem til undsætning. Men ingen bebrejder fjenden, og ingen har kræfter til at blive bange.
Frygt er blevet til apati, deres verden er skrumpet til kun at være den fugtige beton under deres bøjede hoveder. Så stille der er, som kan man høre dråberne falde fra loftet, ingen sår smerter, ingen græder, da Rasim rejser sig og med målrettede skridt går ud af kælderen. Så lyder et skud.
- Nej, nej, nej råber Volodymur, rejser sig og fægter med armene - Hvad vi end gør, gør vi det sammen. Senere den aften kan russerne meddele, at de sidste soldater i Nikolske har overgivet sig.

Olena græder. Da hun ser billeder fra Kharkiv taget morgenen efter den første dags bombardement 24. februar, græder Olena. Her har hun boet lykkelig hele sin barndom og som ung i den smukkeste by, danset ballet elsket at danse og så pludselig uden varsel, bombes de steder, hun er vokset op. Det er som bliver hendes barndom flået i stykker, knust som splintret glas, det er ikke til at forstå. Hvorfor? Hun som altid har søgt skønheden, hvorfor vil nogen nu ødelægge den?
Olena forstår det ikke, det er derfor hun græder. Som er de misundelige på hende, de der stadig lever med sovjettidens kultur og diktatoriske politik, mens hun er født og vokset op i den smukkeste by og fundet lykken i sin elskede dans.
- Hvorfor, hvorfor? hulker hun i telefonen fra Stockholm, hvor hun underviser på balletskolen, en større kontrast end mellem indre skønhed i yndefuld bevægelse og forladte ejendomme med flosset indbo kan hun ikke forestille sig.
I Kharkiv underviser hun, når hun ikke er i Stockholm, børn 8-14 år, de elsker hende, nyder at danse, baletten er alt i deres liv, skønhed et ideal. Det er de dejligste børn. I undervisning, træning og forestillinger finder de selve meningen med livet. Samarbejde og disciplin, hvor er det skønt at leve i denne smukke by, og så græder Olena igen, som vil nogen fravriste hende troen på, at mennesket er godt, og skønheden levende. At livet er en smuk, smuk gave.
Hendes balletbørn i Kharkiv sender hende forfærdelige billeder af grusom ødelæggelse, bygninger, parker, veje, en skamferet by med skræmte mennesker. Og døde.
De er lige gamle og har søgt tilflugt som så mange andre på en Metroperron i Kharkiv, hvor de bor. Er det trøst eller kærlighed? Chadi er i tvivl, da pigen ved siden af ham en nat lægger sin arm om ham som i søvne.
Det er dejligt, aldrig har han haft en kæreste. Han har set hende før, de dage de har opholdt sig dernede men ikke snakket med hende, og nu har hun så lagt armen om ham.
Uendelig forsigtigt lægger han sin arm om hende, om nakken, rører hendes hud. Bleg er hun, håret lyst og langt. Måske hun bare vil varme sig eller måske varme ham. Særdeles upassende at han får erektion, sådan er det, når han rører en pige, det var derfor, han holdt op med at gå til dans, det var altså pinligt, når maverne stødte sammen. Så åbner hun øjnene og trækker ham ind til sig, nu er det ham, der lader som om, han sover, så hun undgår at mærke hans rejsning.
Mænd i alderen 18-60 år har meldt sig til hæren, så i Metroen ligger kun gamle, kvinder og børn men Chadi er bare 17 og går stadig i skole - Hvor gammel er du? spørger hun.
- Chadi, jeg hedder Chadi, svarer han.
- Jeg er 21, siger hun, gør det noget?
- Jeg bliver student til sommer, siger han, - altså hvis ikke . . .
Hun kysser ham et lille forsigtigt kys på læberne, de blødeste læber, hestemule, nej ildebrand og Chadi aner ikke hvordan, han skal slukke ilden - Har du en kæreste? spørger hun
- Paris, tror jeg, hvad med dig?
Hun trækker ham ind til sig og hvisker tæt, helt tæt på hans øre - Så tager jeg med.
- Til sommer?
- I morgen. De griner sammen og fortsætter samtalen hele natten kun afbrudt af små, forsigtige kys.
- Så mærkeligt, tænker Chadi, da pigen om morgenen forlader kælderen, at være det mest ubekvemme sted under de absolut værste omstændigheder og opleve den skønneste kærlighed, for det er det, det er. Ikke trøst eller venskab men oprigtig kærlighed.
Chadi er forelsket. Boblende lykkelig går han ud i ruinbyen for at lede efter hende.
Da byen efter måneders bombardement bliver Ukrainsk igen, og russerne trækker sig tilbage, vender de, der flygtede hjem. Der bliver ryddet op og renset ud, plantet roser omkring granathullerne, og vidunderligt er det, at freden er kommet til Kharkiv. Balletskolen åbner, og eleverne møder til træning, solen skinner så livsbekræftende, og når pigerne danser, glemmer de smerten, balletskolen er et tryghedens helle i den sortsværtede by.
Kharkiv er befriet, russerne drevet mod øst, dagen er kommet, hvor Erzsébet skal gense byen, hun forlod hårdt såret i en ambulance for seks uger siden. Hun husker alt for tydeligt, da bomben faldt og murbrokker begravede hende, og hvordan det lykkedes redningsfolk at få hende ud. At skulle gense stedet fylder hende med bange anelser, nej mere end det, det er en dybtliggende frygt, men hendes mand og børn får hende overtalt, de ved, hvor vigtigt det er, at hun nu, hvor hun er blevet rask, bliver konfronteret med stedet og begynder at snakke. Hidtil har de respekteret hendes tavshed, aldrig et ord om katastrofen er kommet over hendes læber, kun sine skader på kroppen har hun kunnet tale om.
De tilbyder at tage med, men Erzsébet insisterer på at være alene, når hun for første gang skal gense lejligheden, hvor de boede. Med bankende hjerte går hun op ad trappen, vægge og loft er sortbrændt, inventar flyder overalt, enkelte arbejdere er igang med at brække ned i lejlighederne, hvad der sidder faretruende løst. Skabe, reoler, helt åbent er der, ydermuren er faldet sammen, gardiner hænger i laser, lejligheden er på 3.sal. På den gelænderløse trappe holder hun en pause.
Så mange følelser kæmper i hende, hadet mod russerne, frygten for fremtiden, magtesløshed og forvirring. Lysten til at flygte, glemme, en uvirkelig trang til at tilstå, det slår hende, at hun for at undgå tortur, vil tilstå.
Så kigger hun op mod hullet, hvor døren har siddet til deres lejlighed, det er som indgangen til helvede, sortsvedet, afskallet, hængsler der hænger, det er en næsten ubærlig overvindelse for Erzsébet at tage de sidste trin. Men hun gør det.
- Så mærkeligt, tænker hun, da hun står i det, der var hendes hjem i 15 år, at frygten forsvinder. Afklaret flytter hun blikket fra det ene genkendelige objekt til det næste. Et billede på væggen, indholdet af en skuffe, lysekronen på gulvet med knuste pærer, glas der står væltet i skabet, der hænger løst, bøger blafrer, det er vinden, der får dem til at vifte med bladene. En tryg fornemmelse breder sig i Erzsébet, en fuldstændig accept. Det er sket, hun er kommet sig, og det er forbi. Det er slut, hadet bliver til overbærende tilgivelse, angsten til beroligende accept, og øjeblikket fyldes med mod.
Olena i Stockholm får de skønneste billeder af børnenes positurer, grin og latter, dyb koncentration, og hun roser dem. Tårerne er glædestårer, de små bløde kroppe med musikalske synkrone bevægelser er som et bed af blomster, der nyder livet, bøjer sig mod lyset og springer så let som modne frø fra frøkapsler.
Men så her til morgen, falder bomberne igen, 100 sårede og mange døde, uskyldige på gaden, i lejligheder, på arbejde, i parken. Russerne er skuffede over, at de ikke fik aflivet lykken, så de genoptager deres regn af katastrofe, nu er det forlystelserne det går ud over, snart kommer turen til balletskolen og pigerne. Chadi overnatter på en Metrostation, Erzsébet forlader Kharkiv og Olena græder igen.




Hurtigt kører den til øverste etage 16.sal, det er det højeste hus i Kherson, og det er slet ikke blevet ramt som så mange andre. Hun viser vej ud til rækværket, der omkranser tagterrassen, kigger på ham, peger ned og spørger, om det skal være her?
Han er en lurvet klædt ubarberet snart 70-årig i udtrådte sko med ridsede briller, det er seks måneder siden, russerne smed en bombe, der bræbte hans kone Sveta og smadrede lejligheden. Liget blev aldrig fundet, så hun blev ikke begravet, og han  overlevede kun, fordi han var gået til bageren efter morgenbrød.
Vred eller hævngerrig er han ikke, men opgivende. Petro Goncharenko vil ikke mere, efter et halvt år på gaden uden mad, venner eller tørt tøj tager Petro en beslutning, nu skal det være slut. Hans tilstand er elendig, han går dårligt, ser skidt og hører en konstant brummen, som holder en lastbil lige bag ham, værst er det, at han er begyndt at se syner. Men pigen, der stopper ham på gaden, lægger sig på knæ og uden et ord binder hans snørebånd, ser han tydeligt. Så smuk hun er, så ung.
Petro lukker øjnene for ikke at blive distraheret i sit forehavende - Kom, siger hun og tager hans hånd, men det er alt for intimiderende for Petro, og at skubbe indkøbsvognen med alt han ejer kræver to hænder, så han nøjes med at følge efter.
Og nu står de så på toppen, og helt usentimentalt giver hun ham en guidet brugsvejledning, hvad han skal gøre, hvordan det vil føles, og hvordan han vil se ud, når han ligger der på asfalten. Hvor højt et klask det giver, når indvolde presses ud af kroppen, kraniet splintres og blodet sprøjter.
Petro lukker ikke øjnene men ser direkte på hende.
- Hvad er du ude på?
- Jeg vil jo bare hjælpe, siger pigen undskyldende - skal jeg gå? Petro finder et sted at sætte sig, og så fortæller han hvorfor han ønsker at dø.
- Elsker du mig? spørger hun.
- Jeg kender dig jo ikke.
- Jo du gør.
- Du er dødens sendebud.
- Ikke dødens, livets. Og så fortæller pigen om de tusinder af brave soldater der ønsker som det eneste i verden at overleve.
- For de fleste er det nyttesløst, de skal bare have lindret deres smerter, men for rigtig mange gør jeg en forskel, de ønsker livet så stærkt, at de ikke kan død.
Det er ikke frygten for døden, der får Petro til at fortyde, men alene pigens ord og lyse hår, som hun dog ligner hans elskede, da han mødte hende første gang for 40 år siden. Også stemmen er hendes, tænker Petro, og så er det nærliggende at tro, det virkelig er hans Sveta, der er kommet for at holde ham i live.

Dmitry Ivanov flyver en Ka-50 også kaldet Black Shark en enkeltsæde angrebs helikopter med dobbelt sæt rotorblade. Han er den sidste i formationen, foran ham flyver Artyom og Denis, alle har samme morgen meldt sig til missionen at destabilisere situationen i Dnipro, målene for deres angreb er kulturhuset, stationen og sygehuset, koordinaterne er lagt ind, de skal bare slippe hver deres bombe over målet.
Men på vej får de problemer, Denis, der flyver forrest får skudt halen af i den regn af raketter, der møder ham, maskinen går i spin og flår sig selv i stykker, flammende flager falder til jorden, mens en byge af raketter går efter Artyom. Dmitry ved det godt, at efter Artyom kommer turen til ham. Men at gå til angreb på de, der skyder vil være selvmord, så Dmitry fortsætter mens Artyom slæber en røgstribe efter sig på vej mod jorden. Meget har Dmitry været ude for som pilot, men aldrig følt sig så presset som nu. Det er som om, han er på speed, koncentrationen er total, farten maximal, lysglimt omkring ham, han bliver beskudt. Tankerne flyver gennem hans hovede, at han må væk, men også at det er dog mærkeligt, jeg endnu ikke er ramt. Det er som flyver han i en flugtkorridor, en himmelsk tunnel specielt til ham.
Hans kone Polya sover uroligt, drømmer hun kravler mod lyset i en mørk viadukt, mens et tog buldrer over broen, hun kan dårligt få vejret, vender sig fra side til side, så endnu et tog så voldsomt, som vil loftet falde ned.
En besynderlig lettelse er det for Dmitry at slippe ud af raketregnen uden skader, han ved ikke, hvem han skal takke, sine kammerater for at lade ham flyve først eller skytterne på jorden for at have ramt ved siden af. Eller skæbnen, en beskyttende engel, han gør korsets tegn som tak, flyver videre mod sit mål og smider sin bombe.
Lettet over at være i live og lykkelig for at have fuldført sin del af missionen cirkler han et par gange over byen. En enorm mørk røgsøjle ligger som en dyne over brændende biler og skikkelser, der løber. Det er kulturhuset i Dnipro, kendt for sine mange festivaller, der nu er en ruin.
Så vågner Polya. Vækkes med et sæt af et pludseligt skarpt knæk, som når en tør gren brækker, sådan lyder det. Klokken er et kvarter i fire, og hun er lysvågen. Tager sin morgenkåbe på og tøfler, åbner døren til altanen går ud i den kølige morgen og trækker vejret dybt. Luften er kold men behagelig, så Polya slapper af, sætter sig og tænder en cigaret. Morgenlys i alle nyancer glider ind mellem husene, så stille der er.
Går tilbage til sengen, putter sig i dynen, falder i søvn og drømmer hun går rundt i svigerforældrenes have og kigger efter Dmitry. Oppe på verandaen står hans far og mor mærkelig tavse med hinanden i hænderne, som var de papfigurer, kigger så underligt lige ud i luften - Dmitry, kalder hun og kigger bag træer og buske, nu bliver haven til en skov, og da hun råber, giver det et hult ekko.
- Dmitry!
Hun leder og kalder, og på verandaen står de der stadig, de tavse svigerforældre, som ved de noget. Den slipper hende ikke, drømmen, det er som insisterer den på at være vigtig. Og virkelig. Op ad skråninger går hun, gennem slugter, leder forgæves, sætter sig på en træstub, for nu må det altså være Dmitry, der skal finde hende.
Allerede samme morgen ringer de på døren, to uniformerede og fortæller, at hendes mand pilot Dmitry Ivanov er omkommet. Hans helikopter forliste i nat ved et hændeligt uheld under en øvelse i Donbas regionen, Ukraine.
Polya Ivanov tager beskeden med fattet ro, som vidste hun godt de ville komme. Hun ved, hvad der er sket. Og hvornår. Men også at det ikke var nogen øvelse.

En isnende kulde fra nakken ud i armene, nej ikke ubehagelig bare overraskende, en mirakuløs berøring, sådan føles det, da hun står alene foran statuen af Jomfru Maria.
Hver dag går Miroslawa til kirken og sørger over tabet af sine forældre, de kom aldrig tilbage fra turen den formiddag. Det er en uge siden, og hver dag ber hun foran Jomfru Maria, om de må være i live og komme hjem, selvom hun godt ved, at det gør de ikke. Det er på knæ foran den bemalede træfigur, at hun mærker det som et elektrisk stød, en uvirkelig fornemmelse, der får hende til spørgende at kigge op, løfte sine foldede hænderne og blive varm i kinderne. For det hun ser, er at tårer løber ned ad kinderne på Jomfru Maria. Den Hellige Jomfru græder.
Et mirakel er det, men for Miroslawa snarere en selvfølge. De er svaret på hendes bøn, så lukker hun øjnene og takker af hjertet for visheden.
Hun tvivler ikke overhovedet på det, hun ser, prøver ikke at tjekke om det virkelig er tårer. Hun ved med sikkerhed, at det er sandheden, der bliver hende fortalt. Hendes mor og far blev dræbt på turen den formiddag.

Pelin Timosjenko har travlt, aldrig før har der været så mange kunder i hendes butik, men sætte prisen for en konsultation op vil hun ikke, det vil ikke være fair mod de, der har mistet så meget og dårligt råd til at få besked fra deres kære afdøde, for det er det, Pelin kan, få forbindelse til de døde og dem er der rigtig mange af for tiden.
En skytsengel guider hende, når en person ville høre nyt fra dødsriget eller åndeverdenen, som hun kalder det, og næsten altid lykkes det at få forbindelse og viderebringe svar på det, der spørges om.  Siden hun var barn har Pelin Timosjenko haft denne overnaturlige evne, hun nu har gjort til sin profession. Alt kan der spørges om, gråd er der i butikken bag gardinerne, for det er en ganske særlig og følelsesladet oplevelse at få svar fra en nylig afdød, at personen har det godt og sender kærlige hilsner til den, der i ængstelse krammer et lommetørklæde. Mest kvinder er det, der har mistet en mand eller søn i krigen.
Men en dag ud på eftermiddagen, hvor hendes arbejdsdag er ved at være færdig, træder en ung mand indenfor. Genert, beskeden undskylder han, at han forstyrrer. Tjavset hår, brune øjne, flyveører i en slidt t-shirt med navn og billede af gruppen Antytila, et band han har været til koncert med og elsker at lytte til - Nå, hvem vil du så i forbindelse med? spørger Pelin og viser ham plads i sofaen, selv sætter hun sig overfor og ber om at måtte holde hans hænder.
- Jamen, det er slet ikke det... siger Osip.
 Pelin kan ikke fange hans blik, så hun lukker øjnene, holder hans hænder stramt i sine og læser hans tanker. Så griber hun om hans håndled og mærker hans puls. Han er ikke bare ængstelig eller nervøs, han er bange.
Da Osip for nylig fyldte 18, blev han indkaldt som soldat. Han gennemgik den obligatoriske kamptræning, fik uniform og og skudsikker vest og har nu fået besked på at møde i morgen tidlig for at blive kørt til fronten i Donbas, hvor han med sin deling skal afløse de krigstrætte, der skal på orlov.
Osip har aldrig holdt et skydevåben i hænderne før på øvelsesbanen. Men i morgen er det så alvor, nu er det levende mennesker, han skal dræbe og måske selv blive dræbt.
- Så du vil vide, om du skal dø?
Osip nikker og skæver flovt til Pelin. Hun er clairvoiant, så det er intet problem for hende at se fremtiden, altid har hun svar på de spørgsmål, hun får stillet, det er hendes job.
- Ja, du skal dø, siger hun - Men hvornår? spørger Osip
Så kigger hun dybt i hans brune øjne, holder hans blik hypnotisk fast og ber om en af hans ejendele, noget der tilhører ham, noget personligt. Han rækker hende sit nøglebundt.
- Nej, din t-shirt
Med nøgen overkrop i kamuflagebukser sidder Osip med lukkede øjne, slappe mundvige og let bøjet nakke, mens den clairvoiante Palin får et syn fra den åndelige verden, billeder af Osips sidste minutter. Længe sidder hun ubevægelig som i trance og krammer hans svedige t-shirt.
To dybt koncentrerede mennesker tavse over for hinanden. Den ene ved, hvornår den anden skal dø, den anden er bange for at få det at vide.
Pludselig uden varsel rejser Pelin sig og går hastigt ud ad baggdøren, den fører ud i det fri. Så tænder hun en cigaret, åh hvilken nydelse fra lunger til hovedet, svimmel vender hun ansigtet mod himlen og venter med at puste ud.
Så tørrer hun med ærmet tårerne væk, går ind til Osip, knipser med fingrene, så han åbner øjnene, sætter sig på stolen og fortæller ham sandheden.

Det er en kæmpe lettelse efter flere års krig mellem seperatister og Ukraines hær, at der nu er kommet en afklaring, Donetsk og Lugansk er blevet selvstændige republikker. Slut med chikane fordi de taler russisk, slut med korrupt ukrainsk styre, ikke længere pseudo-demokrati og skiftende loyalitet, nu er Donetsk og Lugansk sluppet ud af kløerne på de uforsonlige ukrainere, en grænse er trukket, nu er det Rusland, der beskytter dem. Rublen er betalingsmiddel og passet russisk, tak for det, Ivan kan ånde lettet op, russerne passer på dem.
Så da byens ammunitionsdepot mere end 50 kilometer fra fronten en tidlig morgen eksploderer med et kæmpe brag, og en ildsøjle stiger tilvejrs, får Ivan et chok. Utallige eksplosioner følger, flammende flager fyger til alle sider og antænder huse, det er et frygteligt syn.
Ivar er målløs og rystet. Brandvæsnet er der, men de mange nye eksplosioner holder dem på afstand. Mennesker flygter som flammende fakler, falder om, en ambulance kommer for tæt på og bliver antændt, et kæmpe kaos er det, sort røg stiger til vejrs, mørket sænker sig på sommerhimlen, pårørendes skrig blander sig med flammernes hvæsen. Politiet forsøger at få alle på afstand, men ny ammunition bliver stadig antændt, det er livsfarligt at være i nærheden - Hvordan kan det ske?
De satans nazister har af krigsgale amerikanere fået langtrækkende missiler, himars-raketter. Han har godt hørt om dem, men aldrig troet russerne ville tillade, de blev brugt mod de nye republikker. Da han i løbet af den følgende dag hører, at det ikke kun er Lugansk der er ramt men også 20 andre byer, skriver han et oprørsk læserbrev til den lokale avis. Det bliver gengivet i Pravda og giver anledning til debat i russisk stats-tv.
Amerikanske våben affyret mod russisk ejendom i en fredselskende republik, det må da være en krigserklæring. En ydmygelse der bør få følger, nu skal det være slut med blødsødenheds politik. Det er ikke længere en militær operation, et opgør mellem Ukraine og Rusland nu er det krig mellem Rusland og Amerika, en krig som amerikanerne har startet, men som Rusland gør færdig.
Fjenden skal stækkes, Rusland er fredens garant.

Aleksandr kæmper for fædrelandet, eller kæmper er så meget sagt, for han er som helt ung nyindkaldt slet ikke klar til nogen kamp. Genert, tilbageholdende og beskeden går han helst alene, men da han så kommer i gruppe med unge, der elsker festligt samvær liver han op. For Aleksandr er den særlige militære operation først og fremmest kammeratskab.
Men så er det, da delingen med deres bataljon skal over Siverskyi Donets-floden ad en pontonbro, at de bliver mødt af et voldsomt bombardement, der udsletter to tredjedel af bataljonen. Slagtet bliver de på bredden og broen også Aleksandrs venner. Raffi, Volkan, Gennady Novikov, Danyl og Maksim dør i deres køretøjer, han selv overlever mirakuløst under sædet i en kampvogn rystende af skræk. Aleksandr er knust. Forvildet, utrøstelig går han rundt i skovene, bliver samlet op og kørt tilbage til basen.
Aldrig før har russerne mistet så mange i et enkelt slag, og aldrig har Aleksandr været så tæt på at give op, forlade både hæren og livet. Flov over at have overlevet og i sorg over at have mistet sine kammerater, bliver Aleksandrs apati til had. Nu skal de hævnes, kammeraterne, de må ikke være døde forgæves.
Aleksandr bliver en af de mest ihærdige i ildkamp, melder sig til alle farefulde missioner. Med dødsforagt skyder han alt omkring sig, også de lig han vader over, sårede og fanger alle får de en kugle i hovedet, og Aleksandr nyder det. Hver eneste kugle er en hilsen til hans døde kammerater. De andre i delingen må tysse på ham, når han råbende som en anden Rambo fyrer løs på alt, der bevæger sig. Intet har han til overs for den fjende, der dræbte hans venner.
Det her er krig, og krig er for Alexandr had og hævn, og hvert ord præsident Putin siger om ukrainere er fuldstændig sandt, de er en samling narkomaner og nazister, der fortjener at dø.
De andre i afdelingen ser med bekymring på den overmodige soldat, altid med flere patronbælter om halsen og sin maskinpistol på skulderen, de ved det godt, men siger det ikke højt, at han faktisk ønsker at blive dræbt. At det for Alesandr slet ikke er nok at se døden i øjnene.

World of Tanks er hans ynglingsspil, og han er god til det, ikke underligt at han, Yevheniy, som frivillig indrulleret i den Ukrainske hær får til opgave at udslette fjendtlige køretøjer med droner.
Det går som en leg. Fjenden er på tilbagetog, tanks kører langsomt efter hinanden, og det er peace of cake og supersjovt at nappe dem en efter en. Spotte en position, låse den fast, affyre en granat og se køretøjet blusse op i en ildsøjle. Skikkelser dukker frem fra røgen og løber, så langt de kan, før de falder om, det er vildt, fuldstændig som i spillet.
At det er the real world, mærker han ikke, begejstringen er den samme, tanken at hver granat dræber fire mennesker lukket ind i en metalæske og to der omkommer i flammer på flugt, gør ingen forskel.
Sådan er spillet, fjenden skal bare bekæmpes, og når det lykkes, bliver Yevheniy glad og stolt. Ikke overhovedet kommer tanken til ham, at han som soldat er distancemorder, at det er mennesker, han slår ihjeld, uskyldige unge russere, der parerer ordrer, som han selv.
- 15 siger han med et skævt smil, da hans afløser ved skærm og joystik træder indenfor. Det betyder 15 køretøjer ramt, med måske 60 russiske soldater, og det er fedt. Han håner dem for at være så dumme at lade sig fange så let - Så nemt som at plukke radiser, griner han. Næsten for nemt.
Intet har han tilovers for fjenden på tilbagetog fra Kharkiv, de skal bare ud. Sættes ud af spillet.
Aldrig har han i World of Tanks bekymret sig om fjendens lidelser eller skyld. Og sådan er det også på slagmarken.

Brigadegeneralen har bedt Yosyp tage hjem i en måned og få nerverne i ro. Efter to måneder ved fronten i Severodonetsk har han vist sig særdeles ustabil, skiftevis voldelig afgressiv og hjælpeløs nedtrykt, det er ikke så sjældent, at dagligt møde med døden sætter sig psykiske spor, mange af hans kammerater er faldet i kamp, selv har han undgået at blive skadet fysisk men ikke psykisk.
Smilende vender han hjem til familien, sin store dreng og de to små, lever sig ind i rollen som heltemodig soldat og fortæller begejstret om sine oplevelser, så dejligt det er at få far hjem igen, savnet som han har været af især sin hustru Carlotta.
Børnene elsker at høre hans spændende fortællinger, kun Carlotta holder igen på begejstringen, for hun kan godt høre, at der ikke blot er pyntet på historierne, men at de er direkte opspind.
Den skepsis får Yosyp op i det røde felt - Tror du ikke på mig? Hans vrede udløser en lavine af skældsord og bebrejdelser, om at kærlighed er at være sammen og have tillid og ikke skubbe ham væk, nu han endelig er kommet hjem. Carlotta argumenterer ikke, trøster ham bare, synes af hjertet det er forståeligt, at han hidser sig op, og førsøger at give ham al den kærlighed hun magter. Det er det næste, der går ham på, at hun synes, det er synd for ham, og helt galt bliver det, da hun foreslår behandling eller bare samtale med en psykolog. Så er det, han samler sit gear og tager i skoven.
Stelian er 14 og forstår mere end de voksne aner, så dagen efter sender han en SMS til sin far - Send koordinater, så kommer jeg, der er noget, jeg vil fortælle dig.
Og han kommer, og han fortæller, og Yosyp lytter tavs, men som den fantastiske historie udvikler sig, får det Yosyp til at udbryde - Det er da løgn! og Stelian svarer med et smil - Jamen gør det noget?
Først tavshed så latter før Yosyp forsvinder mellem træerne. Da han kommer tilbage, er han som forandret. Har tics i det ene øje, savler når han taler. Hænderne tørrer tårer væk, og Stelian reagerer ikke, lader ham bare være. Længe.
Og så kommer den, den sandfærdige beretning. Om brutalitet og grusomhed, om alle han har dræbt og om blodet, der sprøjter, en detaljeret, oplevet beretning om to måneders tortur med døden i hælene, alt han har oplevet, været med til og fortrudt. Stelian lytter bare, kigger ned i skovbunden og lægger mere brænde på bålet.
Den nat sover de arm i arm i Yosyps bivuak, og for første gang sover Yosyp længe, vågner ikke badet i sved.
- Nu må du godt, siger Stelian, nu må du godt vende hjem.

Stemningen på Kunstakademiet i Kiev er mat, man har mistet gejsten. Sammenholdet fra dagene i krigens start er smuldret, nu er freden kommet til byen og livet vendt tilbage. Alt i de dage sydede af aktivitet, for der havde man fjenden tæt på, 64 km kolonne af tanks og køretøjer, der kun ventede på at rykke ind i Kievs gader.
De studerende svejsede spanske ryttere, som blev placeret overalt i byen især ved indfaldsveje for at forhindre fjendtlige køretøjer i at komme videre. Aktiviteten var stor, det højloftede atelier sydede af fællesskab. Grupper blev dannet og alle var med, nogle svejsede, andre skaffede skinner, en gruppe organiserede måltider, en anden overnatning, en informationsgruppe tog sig af presse og besøgende, det var så livsbekræftende for de studerende at være del af et engageret fællesskab med fælles mål. Fjenden skulle stoppes.
Daglige morgenmøder blev holdt, hvor enhver kunne komme til orde, men det er slut nu, hvor hver især af de studerende har deres eget personlige projekt, den store samhørighed er forbi, og det er egentlig trist. Noget må gøres. På et indkaldt brainstormmøde kommer ideer på bordet, og den bedste bliver vedtaget, at bygge et sejrsmonument til opstilling hvor fjernelsen af Lenins statue har efterladt en tom plads.
En knejsende høj jernskulptur som udelukkende består af metal fra nedskudte fly, smadrede tanks og efterladte våben. En kvalificeret skrotbunke af russisk fiasko svejset sammen til en mindeværdig mile, der kan ses vidt omkring.
Entusiasmen er stor, grupper bliver dannet, nogle skal skaffe rester af fly og tanks, andre svejse stumperne kreativt sammen. Der bliver igen organiseret mad og overnatning, den skønne pionerånd vender tilbage og tager til efterhånden som skulpturen vokser. Jernspåner fyger, der bliver snakket og råbt, og så lugter der igen af sved og svejsning.
Interessen blandt byens beboere er så stor, at besøgsgruppen arrangerer rundvisning, hvor gæsterne kan følge arbejdet og genkende stumper fra fjendens fiasko.
Det er ved sådan en event for besøgende, at en gæst, som egentlig håbede, de ville lave en statue af præsident Zelenskij, forsigtigt spørger om der ikke skal være noget, der specielt repræsenterer Zelenskij.
Forslaget bliver taget alvorligt, diskuteret på morgenmødet, og da skulpturen ved en stor ceremoni bliver afsløret, er der på udvalgte metalstykker graveret citater af Volodymyr Zelenskijs, for selvfølgelig skal præsidenten være med.
Det mest berømte er hans svar til den amerikanske præsident Joe Biden, da han i krigens første døgn tilbyder Zelenskij at hente ham ud af landet.
- I need ammunition, not a ride.




Der kommer de, krigerne fra stålværket Azovstal i Mariupol liggende på bårer, en række så lang af sårede båret af russiske soldater. Med en afstand mellem hver, højtidelig stor som var det deres sidste rejse, et sørgeoptog af kister med overlevende på vej. Den ene efter den næste, langt efter, som vil optoget aldrig ende. Ingen siger noget, ingen bomber falder, ingen fremtid venter. Et lille håb for de få, at de en dag måske vil blive fangeudvekslet med russere.
Idag en endeløs række af sårede, imorgen de, der stadig kan gå. De sidste soldater har kapituleret, byen er en ruin, indbyggerne flygtet, soldaterne lemlæstet, nogle på krop, alle på sjæl. Mariupol er blevet verdenshistorie, en artikel i Wikipedia som Guernica og Dresden
Frem fra kældre og skjulesteder kommer de sidste beboere, de der ikke er flygtet for at blive evakueret til Rusland.  
Voksne for sig og børn for sig, vild forvirring er der, mødrene skriger, når deres små bliver taget fra dem, flere forsøger med barn på armen at løbe tilbage til ruinerne og kælderen, hvor de har opholdt sig i de to måneder bombardementet smadrede deres by, ikke et sekund tror de på løfterne om, at de skal forenes med deres børn, når de er fremme.
Busserne med børn og så Arek på snart 16 kører over grænsen ind i Rusland, og indkvarteres i en lejr beskyttet af pigtråd. 200 børn med hver deres seng i en stor hal, mad får de og tøj, hvis de mangler, rigeligt med russiske kvinder sørger for orden og daglig undervisning til de større børn, til de mindre er der i gården legeplads og til de små en stue med vugger og tremmesenge. Arek har kun en ting i hovedet, og det er flugt. Hvor han befinder sig, ved han ikke, men foreløbig opfører han sig eksemplarisk, viser damerne taknemmelighed, mens han holder øje med lejrens eneste port bevogtet af vagter.
Hver formiddag går kvinder tur uden for lejren med twin- og triple-klapvogne, det er Araks chance. Han gør sig gode venner med dem, er positiv smilende god til at trøste, når de små græder, og så sørger han for, at ingen aner uråd, da han en morgen tilbyder at gå med. Det er mod reglementet, men damerne kan ikke stå for hans søde væsen og blå øjne, og så vil det også være en hjælp at have ham med på turen.
Da flokken efter et par timer som sædvanlig vender tilbage, er det uden Arek, men det siger damerne ikke til nogen, det vil føre til frygtelige repressalier, hvis de gjorde.
Areks forsvindingsnummer er lykkedes, han er på vej mod nord med lastbil og en fantasifuld men plausibel løgnehistorie, bil efter bil tager ham med, nærmere og nærmere kommer han grænsen til Estland, det sidste stykke foregår på maven i højt græs. Og da han ser skilte med et fremmed sprog hverken russisk eller ukrainsk, kan han ikke holde begejstringen tilbage. Arek græder af glæde og finder et overdækket busstoppested, hvor han lægger sig til at sove.
Arek Klitschko er en sensation, det er breaking news, at et barn er flygtet fra russisk fangeskab, hans evne til at fortælle charmerer enhver, Arek med de blå øjne og beskedne smil bliver en helt ikke kun i Estland, men overalt i lande, der ønsker bevis på, hvad mange frygter, men de fleste godt ved, at befolkningen hvor russerne rykker frem bliver tvangsevakueret og sendt til Rusland. Lejrledelsen der bliver beskyldt for ikke at have overholdt reglementet bedyrer, at en Arek Klitschko aldrig har opholdt sig der, hele historien er vestlig iscenesat propaganda.

Det har været hårdt, men det elsker Jean-Luc, journalist ved Paris Match med speciale i frontreportage fra konfliktyldte områder, og lige nu er det altså i Donbasregionen i Ukraine, der kæmpes. Hjelm, skudsikker vest i en jeep med en lokal fixer, jo tættere fronten, jo mere adrenalin, det er kamphormonet, der giver Jean-Luc suset og gør ham afhængig. Han nyder krigen som andre en fodboldkamp, og når han altid er kommet levende hjem, skyldes det hans ansvarsfulde omgang med sikkerheden. I tre dage har Jean-Luc fulgt arbejdet blandt Læger uden Grænser på deres mobile katastrofehospital i byen Lysychansk, og det har uden sidestykke været det voldsommeste, han har vært med til. Med manglende leverancer af lægemidler og tyve hårdt sårede om dagen, er det svært, stort set alt mangler de især til narkose ved operationer.
Det er lyden, der er det værste, en skinger knasende hvæsen, når motorsaven går gennem knoglen, Ulla er ikke vant til at assistere ved amputation, det er hendes første job i katastrofeberedskabets mobile operationstelt. De indbragte bliver delt i to grupper, de der kan reddes og de, der blot skal have dulmet smerterne.
Hun assisterer en kirurg fra Læger uden Grænser helt ung og superprofessionel, aldrig lader han følelserne distrahere arbejdet. Straks en patient kommer ind, beslutter han, hvad der skal gøres, og under operationen er han så koncentreret, som var det en andagt.
- Pean - Kocher - Retraktor. Hans beskeder til Ulla er korte, præcise og enkle, så fuldstændig sikker er han, nøler aldrig eller kommer i tvivl. Og hans hænder, som de kan danse, det er som nænsom healing, hypnotisk berøring, Ulla er vildt imponeret og gør alt for at leve op til kirurgens professionalisme. Sådan har hun ikke haft det før, benene ryster, hun skal virkelig koncentrere sig om hvert eneste af hans ord og være hurtig, ikke nøle, tvivle eller unødigt spørge om noget.
En soldat med kraftige lessioner af den ene arm bliver bragt ind, hans liv kan reddes, en amputation går igang. Ulla gør alt for at holde igen på følelserne, men let er det ikke, især da lyden af motorsav gennem knogle giver hende gåsehud. Men da kirurgen lægger et langt snit fra fingre til albue i den arm, han lige har fjernet, er det for meget.
Med rolig stemme viser han hende, hvordan muskulaturen ser ud i en underarm, men med armstumpen strittende blodig på den levende soldat er det umuligt for Ulla at holde følelserne tilbage. Kvalmen breder sig, blodet løbe fra hovedet og svimmelheden siver ud i fingre og fødder
- Skalpel. Da operationen er overstået og den afskårne arm lagt i en sort sæk med dagens øvrige affald, tager kirurgen mundbindet af, smider handskerne, og da Ulla hjælper ham med kitlen, spørger han hende med et forførende, drilsk blik, om hun er veganer.
Jean-Luc har afsluttet sin reportage og er på vej videre, da han hører om en patient, netop ankommet, der er blev skudt i benet så uheldigt, at det ikke kan reddes med katastrofeberedskabets udstyr. Kun hvis han straks overføres til hospitalet i Krematorsk kan han undgå amputation, så Jean-Luc tilbyder at tage patienten med, han skal alligevel den vej.
Så med Jean-Luc og hans fotograf på forsædet og den hårdt sårede patient på bagsædet kører de ad hovedvejen mod vest. For at opmuntre den sårede, dulme hans smerter og lægge en god stemning giver Jean-Luc sig som så ofte før til at synge mens de kører. Den sårede er taknemmelig og synger med trods på Jean-Lucs ynglings chanson, Edith Piafs revynummer fra 60’erne. Non, je ne regrette rien,
- Je me fous du passé, j’ai allumé le feu - Jeg bekymrer mig ikke om fortiden, da bilen med et brag springer i luften og kropsdele spredes, afrevne lemmer, motoren river sig løs, hjulene falder sammen, de er kørt på en mine.
Han var blevet advaret, Jean-Luc, kendte risikoen, vidste godt det kunne ske, at det er branchens vilkår. Men at han skulle tage to andre med i døden, vidste han ikke.
- Rien de rien, non, je ne regrette rien.

Myrerne er det værste, siger Simon til sin I-Phone som han har sat i græsset foran sig, liggende på maven er han ved at indtale dagens videodagbog til sin kæreste hjemme i Paris. Han retter på telefonen og sender sin elskede det sødeste smil, mens han børster myrer væk fra kinderne.
- Calme très calme, så roligt her er, og så beskriver han stedet, himlen og farverne, naturen og fuglene der synger, øjblikket, kigger sig til siderne og retter på sin hjelm.
Simon er krigsromantiker, har læst alt om modstandskampen under krigen og de Spaniensfrivillige, selvopofrelse og mod sætter han højt. At have noget at kæmpe for er en hjertesag for Simon.
Tiden som rekrut i den franske hær har været en lunken affære, løs krudt og slatten disciplin, der manglede et mål, en virkelig fjende. Man øvede og øvede uden at have noget at sigte efter, det var svært at engagere sig, når der ikke var nogen at bekæmpe.Men skæbnen er på hans side, så da Rusland invadererUkraine og landets præsident opfordrer enhver våbenfør mand til at komme til Ukraine som frivillig, bliver Simon fyr og flamme, melder sig og tager afsted. Kampklar.
I gruppe med frivillige fra andre lande, der har det som han, føler han sig hjemme. Simon er en frontsoldat, der aldrig tøver, men nyder at gå forrest, han elsker fjenden, for Simon er kampen livet, han lever kun, når han kæmper. Hellere dø på slagmarken for fjendes kugler end på plejehjem bedøvet af glemsel.
I går blev han med de andre frivillige udlændinge, der udgør deres egen bataljon, hentet til Bakhmut, hvor der virkelig var brug for assistance. Russerne havde næsten presset ukrainerne ud af byen, der mere og mere ligner Mariupol før overgivelsen. Sortbrændte ruiner med gabende sår, bunker af brokker, kun få mennesker er tilbage uden vand, el og mad.
En dristig plan bliver lagt, at de tilbageværende tropper og tanks i byen i ly af natten skal trækkes tilbage, som har man opgivet kampen, og så skal brigaden strategisk placeres i små grupper eller enkeltvis overalt i byen. På tage i parker i ruiner med udsigt. Simon er så havnet i det høje græs med sit gevær, andre har granatkastere, for når russerne opdager at fjenden har trukket sig, kommer de ud på gaden, parkerer deres tanks og kampvogne og byen vil myldre af aktivitet.
Kodeordet er Blood. Det er signalet til samtlige poster også Simon at starte beskydningen, ramme så mange som muligt, inden nogen når at gemme sig. Køretøjer, tanks og personel skal simultant bekæmpes af brigadens mandskab i et massivt bagholdsangreb.
Men alt det fortæller Simon ikke kæresten. Han kysser luften foran læberne, og sender videoen afsted med et - Je t’aime.
Endelig kommer så kodeordet Blood. Og der bliver skudt, Simon sigter og dræber dem en efter en, når de forvildede løber rundt, køretøjer rammes, en tank sprænger i luften med et brag, overalt er der eksplosioner, luften er et lydmassiv af skud og skrig. For Simon med sigtet for øjet og fingeren på aftrækkeren er det den sødeste musik.

En vidunderlig sommerdag er det, hedebølge og vindstille, langsomt driver floden med en stilfærdig sitren i overfladen, som nyder den morgenens langstrakte ro. En lille strand er der i udkanten af byen, et stykke sand mellem skovens træer det er her Eileen er gået hen for at bade alene denne morgen. Bare tær i slippers, en taske med nøgler og håndklæde, bikinien har hun på under shorts og T-shirt, sandet lyst og blødt så varmt det er, selvom det er tidligt. Hun sætter sig på en af de store sten og kigger over mod den anden bred.
Himlen er lyseblå som vandet, og kysten derovre som tegnet med linial, en mørk bremme så langt øjet rækker til begge sider med enkelte hvide huse. Eileen drømmer sig væk fra tid og sted, fra krig og død, ødelæggelse og katastrofe, hun begraver sine fødder i det varme sand, den røde neglelak er et par dage gammel. Ringen hun har på fingeren er snoet sølv og håret samlet i en fletning med sløjfe. Vandet er lunt, som kærtegner det hendes krop, da hun glider ned uden at få vand i håret. Lige nu føler Eileen sig priviligeret, det øjeblik af køligt omsluttende vand er bare det bedste.
Tre drenge sidder ved hendes tøj og taske, da hun kommer op, de er snakkesalige og venlige, faktisk rigtig søde. Griner meget, smiler til hende og slås for sjov. Det er soldater, der af deres delingsfører har fået en fridag og er på tur gennem skoven til byen. Eileen bliver budt på en slags kiks, beskøjter, nogle hårde brikker fra nødrationen og lemonade, der smager underligt, kiksenene spiser de alle, men kun Eileen drikker lemonade.
Det er befiende, at de slet ikke taler om krig og heller ikke spørger hende om noget, hun kan bare nyde deres løsslupne selskab, inden de skal videre.
Da Eileen vågner, er det blevet eftermiddag, hun er svimmel må være faldet i søvn. Ingen trusser har hun på, lidt blod er løbet ned ad benenene ikke meget, og så er hun øm i underlivet, noget må være sket, mens hun sov, men alle hendes ting er i tasken, intet mangler. Den våde bikini er næsten tør ligger stadig på stenen, hvor hun lagde den, og så er det, hun ser, nogen har skrevet noget i sandet med en gren - Spasibo står der, og Eileen forstår det godt, selv om det er på russisk. Det betyder - Tak.
Hun tager sit tøj på, pakker sine ting og går hjemad fast besluttet på aldrig at fortælle til nogen, hvad der er sket.

Nætterne er det værste. Det er mens Volodimir er på optræning i Polen på en amerikansk base, at han får beskeden, Adelina hans elskede er dræbt i Donbas. Hun var psykolog i kampuniform, da en granat slog hende og mange andre ihjeld. Det er to uger siden, men ingen lig blev udleveret de efterladte, så Adelina har intet gravsted.
Det er ikke noget tilfælde, at det er Volodimir, der bliver udvalgt til et kursus i brugen af de langtrækkende raketter Himars, for han er en nørd til teknik. Testpilot og computerfreak en lynende begavelse, der har det som en fisk i vandet, når der bliver simuleret affyringer, kun nætterne er svære at komme igennem.
Efter en superhemmelig transport med mange omladninger, tog, lastbil, igen tog ankommer Himars missilerne til fronten, først da udstyret er opstillet og Volodimir klar, bliver det officielt, at man efter hårdt pres har fået det nye våben, det er frygten for en eskalering af krigen, der har holdt amerikanerne tilbage, for med god ret kan Putin tro, at leverance af langtrækkende raketter øger risikoen for angreb på russisk territorie.
Hvis nogen blander sig i hans militære aktion, så vil helvede bryde løs, det var Putins trussel ved krigens start og den amerikanske holdning har hidtil været, at det ikke er at blande sig at levere våben til forsvar, men problematisk med angrebsvåben som de langtrækkende Himars. Men situationen på østfronten er nu så katastrofal, at forbeholdet tilsidesættes, og det teknologiske vidunder, der kan ramme mål op til 80 kilometer væk, bliver leveret. De første fem er affyret mod ammunitionsdepoter langt inde i Donbas.
Seks mand er de ved stillingen, Volodimir sørger for al det tekniske, de andre for missilerne. Godt kammufleret i et buskads holder den store affyringsenhed, deres mandskabsvogn og Volodimirs lille telt. Han undskylder sig med, at der ikke er plads i mandskabsvognen om natten, så han har sit lille en-mandstelt med, det er helt uregelmenteret, men hans insisteren fjerner alle forbehold, Volodimir er en uundværlig nørd, der skal have lov at ligge alene om natten. Eller alene ligger han ikke, for han har Adelina med. Når de andre er gået til ro, går han hen til våbenkammeret og henter et enkelt missil, lægger ved sin side i teltet. Slank er den, lang og smidig, glat når han kærtegner dens krop. De første aftener skriver har med tusch Adelina på raketten, det gør han ikke mere, nu ved han godt, det er hende. De snakker sammen, han kysser hendes kolde læber, og hun kryber tættere ind til ham. Hver nat tager han afsked med en selvmordsraket, for næste dag skal hun sprænge sig selv og et fjendtligt ammunitionsdepot i luften.
Han trykker hendes krop mod sin, og hun nyder varmen. Kryber ind mellem hans ben og hvisker, hvor meget hun elsker ham. Ingen af kammeraterne siger noget til at Volodimir om morgenen fra sit telt kommer med dagens første missil.

Det er det bedste, at mærke vinden suse om ørerne og se landskabet styrte forbi, på motorcykel med telt og gasblus på vej til uopdagede campingpladser, det er sommerens oplevelse for Kai og Vinda. Så rå en lyd mellem benene, rystet godt igennem det er herligt, i år går turen til Polen. De vælger altid de mest primitive pladser, familiecamping gider de ikke, nu de bare er de to og så hunden, den har de fået naboen til at passe.
- Det kunne nu være sjovt, siger Kai, da han i Krakow studerer kortet med campingpladser, at tage et smut til Ukraine. Bare kigge som de første turister. De første er de nu ikke, de campingpladser der har åbent er fuldt belagt mest med lokale, der har mistet deres hjem.
Længere og længere mod øst kommer de gennem stadig mere ødelagte byer, Kai kan ikke komme tæt nok på fronten, og Vinda synes også, det er spændende, al den ødelæggelse, sortsvedne ejendomme den ene bygning efter den anden, at være så tæt på er noget andet end at se det på billeder. Motorcyklens knurren bliver mere aggressiv, rystelserne kraftigere, hænderne snorrer, Vinda holder fast, de stopper ikke, selvom det er fristende, kører gennem tomme byer med kun få på gaden, først på campingpladsen standser de men snakker ikke med nogen af de mange lokale, der har forladt deres udbrændte lejligheder og mistet et barn eller ægtefælle. Eller nabo. De er som en stor familie, kvinder, børn og gamle, en dyne af tungsind hviler mellem teltene, alt foregår i langsomt tempo, man hjælper hinanden og snakker lavmælt, ingen henvender sig til Vilda og Kai, kun to knægte kigger interesseret på deres motorcykel.
Det er som om tiden er gået i stå, lige indtil Kai en morgen da han skal lave kaffe, tænder for gaskogeblusset, for med et hvæs flammer apparatet op, en stikflamme, hektisk, knaldgul antændt propan, så sparker han flammehavet fri af teltet.
I ly bag nogle træer kan han og Vilda blot kigge på den hvæsende flamme og håbe, at gassen i dåsen snart slipper op. Flammen får campinggazen til at rotere, græsset antændes, og Kai frygter det værste, for der er flere telte i nærheden.
Og så kommer den, en kanoneksplosion hvor gasblus med utæt patron bliver sendt til himmels med et brag. Et brag så voldsomt, at pladsen fyldes af mennesker, der fortvivlet spørger, hvad der er sket, enkelte græder, andre trøster, et virvar af mennesker bliver til grupper, der højlydt diskuterer og peger mod Kai og Vilda, som målløse står og frygter bombens nedslag. For tænk hvis den nu rammer nogen eller sætter ild til et telt. Ingen nærmer sig de to motorcyklister, en tililende nabo i nattøj hælder vand på det brændende græs.
Da Kai og Vilda en time senere med hurtigt sammenpakket telt og bagage kører mod udgangen, bliver der kigget efter dem, kun enkelte vinker et lettelsens farvel.

I farvandet midt mellem Grønland og Canada ligger en lille klippeø uden beboere, vegetation eller dyreliv. 1,3 kvadratkilometer, flad som en hinkesten har den i 50 år været genstand for en diplomatisk konflikt mellem Danmark og Canada, begge nationer hævder, at det er deres territorie. Uenigheden fører ikke til krig mellem de to lande trods adskillige sammenstød, hvor flag bliver plantet på øen og skiftet ud af den anden part. Gensidig mobning er hverdagskost.
Da den danske udenrigsminister hører om den igangværende sag, får han en lys ide.
Siden nederlaget med det forgæves forsøg på at skille kvinder i en kroatisk fangelejr fra deres børn, har han haft brug for en vindersag. Noget der vil vække pressens opmærksomhed og give positiv omtale, så han beslutter, at nu skal Danmark afslutte ublodigt den gennem et halvt århundrede uløste konflikt.
Resultatet bliver at Hans Ø hverken skal være dansk eller grønlandsk eller canadisk, men bliver delt på midten, så at Danmark og Canada får en halvdel hver. Grønland får intet, men er dog medunderskriver på det historiske dokument. Ved et møde mellem de to landes udenrigsministre underskrives og fejres i Ottawa fredsslutningen mens verdenspressen er tilstede - It’s a win-win-win udtaler Danmarks udenrigsminister.
Et par storsmilende ministre flankeret af embedsmænd og tre nikkende grønlændere er dagens billede i Washinton Post. Under overskriften - Ukraine war brings peace between Canada and Denmark, udtaler udenrigsministeren, at de har demonstreret, hvordan langvarige, internationale konflikter bør løses fredeligt. Danmark viser vej. Ingen snak om grænsedragningen i praksis, om paskontrol og grænsevagt. Grænsen følger en klippespalte midt gennem øen fra syd til nord og er EU’s ydre grænse, som Middelhavet er det og Den Engelske Kanal, men uden at den dog skal have hverken pigtrådshegn eller toldmur.
Udenrigsministerens internationale succes er breaking news, og det er lige, hvad han har brug for. Væk er den negative omtale af Danmarks kontroversielle integrationspolitik, kritikken af planerne om at åbne for asylbehandling i Rwanda, så vi undgår at få andre til Danmark end de, der har fået asyl. Og så vores kritisable behandling af udviste asylansøgere, der har fået afslag men ikke kan sendes hjem for slet ikke at snakke om lovforslaget, der giver regeringen ret til at eksportere fanger til afsoning i Kosovo, så de ikke belaster kriminalforsorgen. Nu er det ikke menneskerettigheder men suverænitetspolitik, der er i fokus, og her er Danmark et foregangsland.




Maren er vinterbader, da hun først begynder at tage sit daglige morgenbad uanset årstiden, kan hun ikke undvære det. Når bare hun er forberedt på den isnende effekt, bliver det helt normalt, at sådan skal det være, og tilbage står kun nydelsen, den fuldstændig isolerede, tankeløse eksistens, intet andet and afslapning og velvære.
Hver morgen hele året mødes vinterbaderne på samme sted og bader sammen, det er blevet en tradition, alle kender de hinanden, det sociale samvær betyder lige så meget som badet. Kulden er kort og hektisk, men når Maren kommer op af vandet, så er det som at slippe med fødderne og bare svæve, en uforlignelig tilstand af vægtløs krop. En dag uden morgenbad er en skidt dag, alt for mange tanker kolliderer. Vinterbadet, helst i et hul i isen, er som at rense den mentale computer for alt overflødigt, missede aftaler, fortrudte løfter og spildte drømme.
- I er da mere end velkomne, siger vinterbaderne til de tre modne damer godt i stand, der møder op en morgen med badedragt under tøjet, det er kommunen, der har henvist dem til morgenbadning på netop dette sted. Psykolog og fysioterapeut mener, det vil hjælpe disse traumatiserede, ukrainske kvinder at få renset ud i sorg, savn og dårlige minder. Der bliver givet hånd og smilet, inden alle går i vandet, sprogproblemet bliver løst dagen efter, da en tolk ledsager damerne til stranden dog uden selv at gå i.
Tolken viderebringer en besked fra kommunens kontor, at de tre kvinder ved evaluerende samtale efter første dag gav udtryk for misbilligelse over, at det var nøgenbadning, det vidste de ikke, da de accepterede tilbuddet. Man opfordrer derfor de morgenfriske til at iføre sig badetøj fremover.
Henstillingen tages med et smil - De skal da endelig bruge badedragt, selvom vi andre er nøgne. Resultatet bliver, at de ukrainske kvinder venter med at gå i vandet, til vinterbaderne har taget tøjet på.
Tolken har intet at oversætte, selvom sagen bliver livligt diskuteret, men den følgende dag kommer en sagsbehandler tilstede om morgenen, med alvor i stemmen indskærper hun vigtigheden af, at de tre ukrainere kan bade sammen med de øvrige, så de føler sig som del af fællesskabet. Det er bare for meget. En nøgen Jesper Godhavn beder om at få det skriftligt, hvis det er et kommunalt påbud, ellers vil man som hidtil bade nøgne.
Det får man så, et skriftligt påbud med begrundelsen, at området er kommunalt. Så hvis ikke vinterbaderne ændrer praksis, må de finde et andet sted at bade.
- Av - av, den opfanger først lokalavisen, så lokal-tv, videre til landsdækkende nyheder både aviser og tv, sagen har så stor principiel interesse, at kommunalbestyrelsen føler sig nødsaget til et træffe en afgørelse, om kommunen kan kræve nøgenbadning forbudt på et område med offentlig adgang.
En sprængfarlig debat, der dog tynder ud, da de ukrainske kvinder interviewet til TV udtaler, at de slet ikke bryder sig om at morgenbade, blot sagde - Ja, fordi de var så taknemmelige.
Sagen kom aldrig til afstemning i kommunalbestyrelsen, og de morgenfriske kunne som hidtil tage sig en dukkert uden beklædning.
Trods adskillige opfordringer fra TV-selskaber, danske og udenlandske afslår Jesper Godhavn at lade sig interviewe nøgen.

En liste med navne har de fået, på kollaboratører der skal neutraliseres. I en af sine officielle taler roser præsident Zalinsky en borger i Mariupol, en ung mand for at have båret det ukrainske flag gennem byen med fare for sit liv, nu byen var besat af russerne. Men samtidig advarer præsidenten de mange, han kalder dem kollaboratører, der har skiftet sindelag, og nu arbejder i fjendens administration, flere end 60 bliver nævnt ved navn. Borgmestre, embedsmænd, politikere, det er den liste, de nu har fået i den hemmelige specialkommando i Kherson.
Grundigt bliver det diskuteret, hvordan personerne skal neutraliseres, nogle har de allerede givet trusler, andre er nye på listen. Da de opererer på russisk besat område, foregår alle aktioner i dyb hemmelighed, og ethvert spor slettes.
Dagens aktion er rettet mod byens ledende bibliotekar. Hun har, straks russerne overtog Khersons administration, bakket op om russificeringen og opfordret til troskab mod Putin. Hun har fået en advarsel, men fortsætter sin ukrainskfjendlige kampagne, så nu skal der skrappere midler til.
Seks mand er de i gruppen, der mødes tidligt om morgenen ved bibliotekarens bopæl, de fire holder vagt, to går bevæbnet med pistoler op til hoveddøren. Det er hendes mand, der åbner rystende nervøs - Hun er her ikke, siger han, men de skubber ham væk, går ind og lukker døren. Roman fører manden ind i stuen og signalerer med en finger foran læberne, at han skal være stille. Niko kigger ind i soveværelset, det er tydeligt, at der har ligget to i dobbeltsengen, foran den låste dør til toilettet siger han stilfærdigt men bestemt, at hun skal komme ud. Langsomt åbner hun døren, hendes datter i nattøj er der også - Vi skal bare snakke, siger Niko og fører dem ind i soveværelset. De sætter sig på sengen, kvinden holder fast med begge arme om sin datter og fortæller grædende, hvordan hun som ledende bibliotekar er tvunget til alt, hun gør, og at hun kun venter på at ukrainerne igen skal indtage byen. Hun støtter op om alt ukrainsk bare ikke officielt, det er for farligt.
Flere personer er sat i fængsel for at flage med det ukrainske flag eller forsvundet for at have udtalt sig negativt om russernes mange forordninger russisk pas og russiske penge, hvis hun ikke følger russernes ordrer, vil det gå hende lige sådan.
Så lyder et skud helt tæt på, et skarpt knald der får bibliotekaren til med hænderne for munden at skrige og pigen til at græde og de fire, der holder vagt til at kigge ind ad vinduerne. På gulvet i stuen ligger manden på maven med blod sivende ud under den hvide slåbrok. Roman lukker vagterne ind, peger på en åben skuffe og siger - Idioten havde en revolver.
Alle seks forlader den hulkende kollaboratør og hendes skræmte datter, dagens mission er fuldført, men ikke som planlagt. Da specialkommandoens leder i en senere rapport nævner, at en uskyldig mand i forbindelse med aktionen er afgået ved døden, får de en reprimande. Drab på uskyldige bør såvidt muligt undgås.
Ved afhøringen forholder bibliotekaren sig tavs, hun opsiger sin stilling, sælger huset og flytter med sin datter til Moskva. Det umotiverede drab bliver aldrig efterforsket.

Ud over at være præst er Asura Petrov også formand for foreningen Pravo Prytulok, hvis opgave det er officielt at arbejde for en mere human asylpolitik og i hemmelighed skjule flygtninge på flugt. Det er ikke så få, der har fået hjælp til at undgå pågribelse og udvisning takket være Petrovs netværk. Da han en sen eftermiddag kører ind på gårdspladsen hos formanden for Menighedsrådet Laurita Stepanenko, ved hun godt, hvad det handler om, hun skal på gården skjule to unge på flugt. Vel vidende at det ikke er lovligt, invilger hun i at lade dem opholde sig i halmen på loftet i laden indtil videre.
At skjule afviste asylansøgere er strafbart, Petrov har tidligere fået en bøde og en betinget fængselsstraf, men det forhindrer ham ikke i at gøre det igen. Han er humanist og hjælper enhver på flugt uanset køn, race og nationalitet.
- Det værste er skylden, siger Kostya, da de ligger sammen han og Andriy under tæpper øverst i laden - den kan jeg ikke flygte fra.
Det er mørkt, de kan ikke se hinanden, snakker dæmpet og langsomt. De er soldater på flugt, men fra hvert deres land. Jo mere de fortæller, jo mere går det op for dem, hvor meget de ligner hinanden. Begge er vokset op på en gård, har kun lidt skolegang, interesserer sig ikke for politik, og så er de lige gamle. Da Kosya som soldat bliver sendt til Ukraine, tror han, at det handler om en kortvarig magtovertagelse, hvor hæren blot skal være tilstede, når det foregår. Lidt lissom Prag i 1968.
- Jeg skulle bevise, at jeg var en mand. Kostya fortæller om dagen, hvor alle i delingen står omkring ham og råber hånligt, at han er en svækling. Foran ham ligger en ældre kvinde på knæ med bagbundne hænder og Kostya får stukket en pistol i hånden, nu venter alle på, at han skal skyde hende en kugle for panden.
- Hun er så bange, mumler en bøn tror jeg, men mere bange er jeg, ryster over det hele, mens de råber, jeg er en svækling. Tilskuere samler sig på det modsatte fortov, det er som en forlystelse, jeg har lyst til at kaste op.
- Få det nu overstået, siger min bedste ven. Det gør ondt.
Altid er jeg blevet mobbet, jeg er vist en hakkekylling, men det her er for meget. Som om tiden går i stå, alting går langsommere og lydene bliver uldne, mens jeg retter pistolen mod den gamle kones pande.
Andriy afbryder ham - Sig ikke mere. Der er ting, der er så frygtelige, at de aldrig skal blive til ord. Det var ikke dig, uanset hvad der skete, var det ikke dig. Der er grænser for, hvad et menneske kan rumme, du er uden skyld.
Kostya er tæt på at græde, han lægger hovedet på brystet af Andriy - Jo det er mig. Andriy tager hans hånd.
Som alle ukrainske mænd mellem 18 og 60 bliver Andriy indrulleret i hæren, da russerne invaderer landet.
- Det ligner lidt, hvad jeg var ude for, siger han, men ingen tvang mig, jeg gjorde det for at beskytte en kammerat. Ville fjerne sporene efter et uheld, der måtte ikke være nogen vidner til det, der var sket - Vi smed ligene i en grøft, og der står jeg så med en kvinde og et barn, der har set det hele. De eneste overlevende efter massakren. Jeg tager pistolen og sigter på dem men kan ikke, min finger vil ikke trykke af. Han ser mig lige i øjnene, drengen 10 år måske, kvinden klynker, helt uskyldige er de.
- Det var du også, uden skyld - Tror du?
- Ja, i troen kan du få den tilgivelse, du ikke kan give dig selv - Jamen jeg gjorde det.
- Du skal hellere tro end vide.
- Jeg kan bare ikke glemme, det forfølger mig, de øjne som spørger han mig, drengen - Hvorfor? Det er hans blik, jeg flygter fra. Gemmer mig et nyt sted hver nat, tør ikke tage hjem, men hvad med dig?
- Lyden, det er lyden, jeg ikke kan slippe. De andres jubel, da skuddet lyder. Det er den, jeg flygter fra, lyden af ondskab.
Samtidig i køkkenet over en kop kaffe diskuterer præsten med menighedsformanden, hvad de dog skal gøre med de to desertører. Petrov er indstillet på at hjælpe dem begge, men Laurita Stepanenko er noget forbeholden. Det handler jo ikke om asylansøgere, men desertører. Skal en russisk soldat på flugt virkelig hjælpes, når han vil kunne bruges i en fangeudveksling? Og Ukraineren, er det ikke moralsk forkasteligt at hjælpe ham til at slippe for tjeneste, nu alle andre mænd gør deres pligt og landet er truet?
De snakker lavmælt og fortroligt om begreberne pligt, ansvar og skyld. Om humanisme hvad det dækker. Og om straffen de to vil få, den ene som krigsfange den anden som desertør.
Først ud på morgenen bliver de enige om en løsning, der både moralsk og menneskeligt kan accepteres af dem begge.
Det er blevet lyst, da de kommer kørende ind på gårdspladsen, militærpolitiet i jeep og varevogn. Hjelme har de på, uniform og gevær men overleveringen forgår roligt, det er præsten, der tager imod. Men Laurita tørrer øjne, da de kører afsted.

Hun elsker sine børn, John har travlt med sine studier på DTU civilingeniør, så ham ser hun ikke meget til, men Flora som lige er blevet student, bor stadig hjemme, og stolt er hendes mor, Ellinor, da datteren med hele klassen på ladet af en lastbil kommer syngende. En skelsættende dag er det og et historisk øjeblik, da Flora med studenterhue på hovedet giver sin mor et knus. Hele ugen har Ellinor forberedt det store øjeblik, pyntet op med flag og guirlande, lagt champagne på køl og forberedt, hvad hun vil sige, ikke en tale bare et par ord.
Tyve minutter bliver de, og selvom Ellinor er nervøs og næsten alle sandwich står tilbage, da de er gået, er dagen uforglemmelig. Skålene med slik er tømt og guirlanden blevet konfetti, men sådan er de jo, de børn. Eller unge efterhånden.
Det er lidt af et problem, at også Flora er blevet ung, hun glemmer at sige, hvor hun skal hen, hvornår hun kommer hjem, eller om hun kommer hjem, men beklage sig gør Ellinor ikke, henter altid smilet fem, når datteren så endelig viser sig. Ventetiden bruger hun på at rydde op på Floras værelse, sætter gerne blomster i vand plukket i anlægget, for velkommen skal Flora altid føle sig. Så da Ellinor en dag får beskeden, at Flora er i Ukraine tilmeldt en brigade af lutter frivillige udlændinge, kommer det som et chok.
Hele ugen har de dagligt talt i telefon, men intet har Flora fortalt om sine planer. Efter i to dage at have grædt og følt sig som verdens dårligste mor, tager Ellinor en beslutning, hun vil hente Flora hjem.
En passerseddel til lejren sender Flora med beskeden, at der er reserveret seng til hende i gæsteteltet, og at hun glæder sig til få besøg, aner ikke at det er for at tage datteren med hjem, at hun kommer på besøg. For godt nok er Flora fyldt 18, men hun bor stadig hjemme og Ellinor er trods alt hendes mor.
Rejsen er lang og besværlig, men modtagelsen hjertelig, stort knus og mange håndtryk, Flora viser rundt i alle teltene, fuldt af unge er der næsten kun mænd, alle i kamuflageuniformer også Flora, selvom hun er tilknyttet administrationen. Et mylder af travlhed, hurtige beskeder, ordrer og honnør en hel teltby er det med køkken og spisetelt, festsal, små butikker, Flora færdes hjemmevant blandt de mange udlændinge, sin mor giver hun besked på spisetid, åbningstid og andre nødvendige oplysninger, hun sende post og modtage post, men mobiltelefon må hun af sikkerhedsmæssige grunde ikke bruge. En køjeseng får hun i et 8-mandstelt, hvor der også ligger to andre, tæpper ligger parat i en stabel.
- Det var så det, siger Flora, og væk er hun.
Ellinor sætter sig træt på køjen og spørger sig selv, om det var hendes Rita, der havde vist rundt. Sådan kender hun hende slet ikke. De ses igen ved aftensmåltidet, men der er hele tiden noget, Rita skal klare så Ellinor spiser bare alene. Som dagene går vænner Ellinor sig til den ny situation, hun får et hurtigt kram, når hun støder ind i Flora, men soldaterne som har bedre tid, snakker hun meget med. En hel ny verden åbner sig for hende, og da mændene en dag kommer med en bortløben kat og spørger, om hun vil passe den, siger hun ikke nej.
Så kærligt den smyger sig om hendes ben, vifter med halen, holder øje med hende, hvor hun går og spinder, når den ligger i Ellinors favn om natten. Og så taler de sammen.
Hun fortæller den, hvor dejlig den er, så smuk og kærlig. Ellinor og katten forstår hinanden.
Kærligheden har igen fået plads i Ellinor, så da hun ugen efter tager hjem til Danmark, er det uden at have røbet for Flora, hvorfor hun egentlig var kommet, og uvidende om at katten godt skjult i en håndtaske er drægtig og en måned senere føder tre killinger.

Stående på en stige skraber hun i sin hårdtpressede sandblok. Vejret er lunt, ikke varmt hun har både sweater og vindjakke på. Først med en murske i grove træk, så en lidt finere, et hoved tegner sig, mens Nadiya, billedkunstner fra Ukraine flytter rundt på stigen.
Lige så forsigtigt skraber hun sig til et ansigt, gør næsen fri så læberne og hagen, fjerner hun for meget, kan det ikke laves om, hun skal være så omhyggelig. Håret er ikke svært men ørerne, de skal ikke sidde fladt på kinderne men stritte, det ene mere end det andet, og rynkerne i ansigtet skal være som hun husker dem. Med en spids kniv markerer hun øjet, puster til det løse sand og træder ned ad stigen. Går lidt væk, lægger hovedet på skrå og misser mod solen, om der kommer liv i øjet. Det er hendes bedstemor, hun laver en buste af, hendes elskede bedstemor.
Mere og mere af det lerholdige, orange sand drysser ned, og mere og mere livagtig bliver den meterstore sandskulptur.
Dybt koncentreret er hun, ser ikke Carl-Mikael, der står og betragter hende, begge er de som kunstnere med 14 andre inviteret til Hundested i Danmark for at skabe sandskulpturer til den årlige udstilling. Carl-Mikael fra Sverige er igang med en uhyggelig fremtidsvision, hvor det genmanipulerede menneske ligner en alien, og nu står han så og beundrer Nadiyas simple buste af en ældre kvinde, den har alt, hvad hans egen mangler, glød og liv.
Nadiya smider vindjakken og tager fat på læberne, en anelse skal de smile endelig ikke for meget.
Carl-Mikael tager en skovl og tilbyder at fjerne den drive af løst sand, der lægger sig om busten - Tak, siger Nadiya og fortsætter uanfægtet og pludselig, det ser Carl-Mikael godt, kommer der liv i læberne ikke smil, ikke smerte men et vidunderligt udtryk, som er smil trods smerte. Nadiya smider  sweateren, går igen op på stigen og får det samme udtryk frem i hendes blik. Det er hudens folder omkring øjnene, der med en strikkepind får enkelte karakteristiske rynker. Så nu er den der, nu kigger hun på dig.
Carl-Mikael støtter sig til skovlen og tænker et kort øjeblik, at han vil ødelægge sin egen sandskulptur, fordi den slet ikke kan måle sig med Nadiyas. Hans er tænkt, hendes er følt.
Hun bemærket ikke, at han står ved foden af stigen, så da hun går ned og er næsten færdig, falder hun lige i armene på ham, og han holder om den forbløffede Nadiya.
- Du elskede hende? siger han
Det nytter ikke at Nadiya prøver at gøre sig fri, Carl-Mikael insisterer på at få et svar - Så megen kærlighed, siger han.
Det giver Nadiya tårer i øjnene, og hun fortæller om den morgen i Bucha for to måneder siden, da hendes bedstemor blev skudt for øjnene af hende. Hun var stadig live, da Nadiya nåede frem, blod løb ud af mund og næse, men i blikket smilte hun til sit barnebarn, som ville hun trøste hende. Det er det sidste billede, Nadiya har af sin bedstemor, og det er det, hun forsøger at genskabe i sin sandskulptur. Smil trods smerte, et sidste farvel.
Nadiya gør sig ikke fri, men lader Carl-Mikael holde om hende, og så svarer hun
- Ja, hun vil altid være hos mig.