21.juli 2016
Omsorg og Ansvar
De mødte hinanden for foden af trappen til kirken, Ansvar og Omsorg,
og som altid når de mødtes tilfældigt, startede diskutionen om hvem,
der var bedst hvem, der havde ret.
Begge var de overbevist om, at netop de selv var den bedste, den
mest retfærdige. Og hvad værre var, de insisterede på det.
- Jeg er kærlighed, sagde Ansvar,
uden mig ville kærlighed være
yngelpleje og parringsleg, hvis ingen tager ansvar, så bliver
kærligheden til et bekvemmelighedens gemmested, vi drukner i en
suppe af høflighedsfloskler og tilfredshedstyranni. Hvem skal
bestemme og dømme og vise vej, hvis ingen tager ansvar, men flygter,
når tingene skal besluttes?
Når debat og dialog kun fører til ansvarsløs snak, hvordan skal vi
så kunnne elske? Brænde for en sag, kæmpe en kamp, turde stole på
hinanden og erkende sit nederlag? Er du ikke ansvarlig er det aldrig
din skyld, du skøjter afsted på undskyldninger, er aldrig den
skyldige, altid bortforklarer du konsekvenserne af dine handlinger,
ord og valg.
Han tog en dyb indånding, Ansvar, og sendte Omsorg et myndigt blik,
men hun smilede bare og lod pausen lægge sig som et pinligheds ekko.
Men så sagde hun:
- Når man tænker på, hvor mange ulykker, du har på samvittigheden,
hun gjorde sig umage for ikke at virke ophidset, så skal du ikke
være så sikker. Mord, krig, voldtægt, brændte byer og hjemløse børn,
din utopiske ideologi som praktiseres i diktaturer, i hæren,
kæft-trit-og-retning disciplin og pligt, den tid er forbi, du lyder
som en general fra Verdun eller selvmordsterrorist, nej det har
intet med kærlighed at gøre, tværtimod, egoisme og magtbegær er ikke
vejen frem, men det er ligeværd og medbestemmelse. Jeg er i pagt med
tiden, jeg er fællesskab og samvær, jeg har respekt for den enkelte,
og hos mig findes ingen tabere. Du beordrer og befaler, jeg fører
dialog og skaber debat, jeg giver hver enkelt en stemme og jeg
lytter. Jeg er samtalen, demokrati og kærlighed.
Det lykkedes hende at holde hænderne i ro og ikke lægge armene
overkors, men nemt var det ikke.
- At drage omsorg for sine nærmeste,
at elske sin næste og være solidarisk, det er kærlighed, det er mig.
- Ja, det er godt med dig og dine sultne børn i Afrika og
evindelige krammeri, vi skal være åh så lige og enige, hvis en
enkelt i kredsen bobler over af vrede eller indtager et
særstandpunkt, bliver han dysset ned, forstået og glemt. Du kender
ingen grænser, din omsorg er ødelæggende, aldrig får børnene lov at
være børn, prøve kræfter, slå sig, det mindste piv, og du kommer
rendende med døsende trøst og afhængighedsskabende medlidenhed. Som
metastaser gror din moderlige omsorg ind i skolen og skaber
hjernedød mobning i overfyldte klasser, det naturlige hieraki har du
kvalt med din kvalmende lighed. Og hvordan går det på hospitalerne,
hvor omsorg i generationer har været et modeord? De råber på mere
tid og færre timer og nægter at indse, at omsorgen har spillet
fallit. Der er kun et at gøre, nogen må tage anvar, træde i karakter
og skabe trivsel.
- Sludder, det handler ikke om, at jeg er kvinde eller mor, jeg er
et menneske som du, kærlighed er ikke kønsbestemt eller begær og
samvittighed, du vil have kønsopdelingen tilbage til dengang kvinder
lavede børn og manden gik jagt, men det er ikke vejen og tiden.
- Du må da indrømme, at den uendelige snak om ligestilling har
spillet fallit, du ævler og kævler og får intet gjort, og grunden er
lagt til en klynkeskole af selvmedlidenhed, fordi ingen vil tage
ansvar. Du har hjernevasket manden til at tro at omsorg er kærlighed
og gjort ham til en tøffelhelt, en stresset undskyldning for sig
selv. Hvad blev der af den heltemodige gerning og det enestående
geni? Begravet i kompromisers deroute, ingen tør være original og
satse på særheder eller udvikle specielle talenter, for vi er alle
lige og ens, en homogen, søvning masse med køkultur og
pseudodemokrati.
- Kom ned fra hesten, du selvpromoverende sandhedens vogter, jeg
overser ingen, hjælper de svage, støtter de udnyttede og bifalder
initiativet, når det er til alles bedste. Jeg giver og giver for at
skabe retfærdighed, og det er altså ikke en enkelt mands værk men en
fælles opgave. Kompromisset giver enighed, samtalen sliber kanter.
Der blev stille, som var de begge tømt for ord. Befriede fløj de
afsted, ordene, i alle retninger på lydløst baskende vinger, tilbage
var kun en trappe, en kirke og to ordkøse kroppe, og så var det som
ved en tilfældig indskydelse, at de begge kom til at kigge op ad
trinene og fik den uudgrundelige fornemmelse af samhørighed. Begge
var på vej, om det var guddommelig indgriben eller troens magi, er
ikke til at vide, men et mirakel var det, at Ansvar og Omsorg tog
hinanden i hånden og begyndte at gå op ad trappen mod kirken mod
døren.
Folk, der så dem ville kalde dem forelskede.
Midt på trappen standsede de og kiggede hinanden i øjnene, så intenst
som ledte de efter noget de vidste var derinde, den meningstomme
ordløse tro som kaldes kærlighed. De kiggede, stirrede, tættere og
tættere kom de, glemte hvor de var og hvem de var, indtil de mærkede
læberne mødtes, og tiden gik i stå.
Om de gik ind i kirken og blev gift og fik en stor børneflok, det
melder historien ikke noget om. Men at de ofte senere i livet
mindedes deres ungdoms mod til at ville ændre verden med ord, det er
sikkert. Ansvar og Omsorg glemte aldrig kysset på trappen til
kirken.