FORSIDE
MANUSKRIPTER
PROSA
SOMMER 2016
21.juli 2016


Omsorg og Ansvar

De mødte hinanden for foden af trappen til kirken, Ansvar og Omsorg, og som altid når de mødtes tilfældigt, startede diskutionen om hvem, der var bedst hvem, der havde ret.
Begge var de overbevist om, at netop de selv var den bedste, den mest retfærdige. Og hvad  værre var, de insisterede på det.
- Jeg er kærlighed, sagde Ansvar, uden mig ville kærlighed være yngelpleje og parringsleg, hvis ingen tager ansvar, så bliver kærligheden til et bekvemmelighedens gemmested, vi drukner i en suppe af høflighedsfloskler og tilfredshedstyranni. Hvem skal bestemme og dømme og vise vej, hvis ingen tager ansvar, men flygter, når tingene skal besluttes?
Når debat og dialog kun fører til ansvarsløs snak, hvordan skal vi så kunnne elske? Brænde for en sag, kæmpe en kamp, turde stole på hinanden og erkende sit nederlag? Er du ikke ansvarlig er det aldrig din skyld, du skøjter afsted på undskyldninger, er aldrig den skyldige, altid bortforklarer du konsekvenserne af dine handlinger, ord og valg.


Han tog en dyb indånding, Ansvar, og sendte Omsorg et myndigt blik, men hun smilede bare og lod pausen lægge sig som et pinligheds ekko. Men så sagde hun:
- Når man tænker på, hvor mange ulykker, du har på samvittigheden, hun gjorde sig umage for ikke at virke ophidset, så skal du ikke være så sikker. Mord, krig, voldtægt, brændte byer og hjemløse børn, din utopiske ideologi som praktiseres i diktaturer, i hæren, kæft-trit-og-retning disciplin og pligt, den tid er forbi, du lyder som en general fra Verdun eller selvmordsterrorist, nej det har intet med kærlighed at gøre, tværtimod, egoisme og magtbegær er ikke vejen frem, men det er ligeværd og medbestemmelse. Jeg er i pagt med tiden, jeg er fællesskab og samvær, jeg har respekt for den enkelte, og hos mig findes ingen tabere. Du beordrer og befaler, jeg fører dialog og skaber debat, jeg giver hver enkelt en stemme og jeg lytter. Jeg er samtalen, demokrati og kærlighed.
Det lykkedes hende at holde hænderne i ro og ikke lægge armene overkors, men nemt var det ikke. - At drage omsorg for sine nærmeste, at elske sin næste og være solidarisk, det er kærlighed, det er mig.

- Ja, det er  godt med dig og dine sultne børn i Afrika og evindelige krammeri, vi skal være åh så lige og enige, hvis en enkelt i kredsen bobler over af vrede eller indtager et særstandpunkt, bliver han dysset ned, forstået og glemt. Du kender ingen grænser, din omsorg er ødelæggende, aldrig får børnene lov at være børn, prøve kræfter, slå sig, det mindste piv, og du kommer rendende med døsende trøst og afhængighedsskabende medlidenhed. Som metastaser gror din moderlige omsorg ind i skolen og skaber hjernedød mobning i overfyldte klasser, det naturlige hieraki har du kvalt med din kvalmende lighed. Og hvordan går det på hospitalerne, hvor omsorg i generationer har været et modeord? De råber på mere tid og færre timer og nægter at indse, at omsorgen har spillet fallit. Der er kun et at gøre, nogen må tage anvar, træde i karakter og skabe trivsel.

- Sludder, det handler ikke om, at jeg er kvinde eller mor, jeg er et menneske som du, kærlighed er ikke kønsbestemt eller begær og samvittighed, du vil have kønsopdelingen tilbage til dengang kvinder lavede børn og manden gik jagt, men det er ikke vejen og tiden.

- Du må da indrømme, at den uendelige snak om ligestilling har spillet fallit, du ævler og kævler og får intet gjort, og grunden er lagt til en klynkeskole af selvmedlidenhed, fordi ingen vil tage ansvar. Du har hjernevasket manden til at tro at omsorg er kærlighed og gjort ham til en tøffelhelt, en stresset undskyldning for sig selv. Hvad blev der af den heltemodige gerning og det enestående geni? Begravet i kompromisers deroute, ingen tør være original og satse på særheder eller udvikle specielle talenter, for vi er alle lige og ens, en homogen, søvning masse med køkultur og pseudodemokrati.

- Kom ned fra hesten, du selvpromoverende sandhedens vogter, jeg overser ingen, hjælper de svage, støtter de udnyttede og bifalder initiativet, når det er til alles bedste. Jeg giver og giver for at skabe retfærdighed, og det er altså ikke en enkelt mands værk men en fælles opgave. Kompromisset giver enighed, samtalen sliber kanter.

Der blev stille, som var de begge tømt for ord. Befriede fløj de afsted, ordene, i alle retninger på lydløst baskende vinger, tilbage var kun en trappe, en kirke og to ordkøse kroppe, og så var det som ved en tilfældig indskydelse, at de begge kom til at kigge op ad trinene og fik den uudgrundelige fornemmelse af samhørighed. Begge var på vej, om det var guddommelig indgriben eller troens magi, er ikke til at vide, men et mirakel var det, at Ansvar og Omsorg tog hinanden i hånden og begyndte at gå op ad trappen mod kirken mod døren.
Folk, der så dem ville kalde dem forelskede.
Midt på trappen standsede de og kiggede hinanden i øjnene, så intenst som ledte de efter noget de vidste var derinde, den meningstomme ordløse tro som kaldes kærlighed. De kiggede, stirrede, tættere og tættere kom de, glemte hvor de var og hvem de var, indtil de mærkede læberne mødtes, og tiden gik i stå.
Om de gik ind i kirken og blev gift og fik en stor børneflok, det melder historien ikke noget om. Men at de ofte senere i livet mindedes deres ungdoms mod til at ville ændre verden med ord, det er sikkert. Ansvar og Omsorg glemte aldrig kysset på trappen til kirken.