Forestil dig, at du på turen ad stier gennem krat over klipper langs mure kommer til et træ med en gul mirabel, ikke stor men gul og moden. Træet står i et brombærkrat, lav tornet vækst uden spiselige bær helt små og grønne og brændenælde ikke mange for her er tørt og solrigt. Men en mirabel er der og den skal du have, fra muren kan du næsten nå den, du griber fat i en gren trækker den til dig i håb om at mirabellegrenen følger med, men nej, den sidder på en anden gren, du ikke kan nå selvom du læner dig faretruende frem, du må ned i brombærkrattet. Det nytter ikke at ryste den af, så finder du den aldrig, den skal plukkes og helst med nænsomhed.

Forsigtigt forsigtigt for ikke at stikke dig på tornene og ikke få mirabellen rystet af nærmer du din hånd, og du kan næsten nå den, om der er noget du kan stå på? det tænker du ikke på, nu skal du bare have den, stiller dig på tå, gør et hop og lander på ryggen med røde ridser og piblende blod og av av en gul mirabel i hånden. Du vandt, din udholdenhed og viljestyrke sejrede, opfindsomhed og gå-på-mod, du fik den og selvom det gør ondt og er endnu sværere at komme op end ned, så griner du selvtilfreds, den mirabel skal nydes.

Du pudser den så den bliver skinnende, mens du fortsætter op ad stien rundt om træet og opdager til din store skuffelse, enorm nedtur er det, at bagsiden af træet usynligt fra den anden side er overbroderet med gule, modne mirabeller og de her er store, og der er mange.
Kender du det, at du finder og vinder den eneste ene for så at opdage, at verden er fuld af den eneste ene og de er betydeligt nemmere at plukke, hvad gør du så? insisterer du på at netop din mirabel er udsøgt delikat mens alle de andre er kedelige, sure og smagløse? eller indrømmer du, at det ikke var den gule mirabel du ønskede dig, men en sejr som du fik?

Eller hvad med at kyle den udkårne ind i krattet og fylde mave og lommer med lækre modne, store mirabeller, erkende at nok var du dygtig, men ikke dygtig nok? du dummede dig, var indbildsk problemfikseret selvcentreret hjernedød. Hvad ville du gøre, hvis det var dig? Først nyde med stolthed den eneste ene for derefter uden bitterhed at plukke træet tomt for mirabeller? Ville du prale af den store høst og bevare dit fald i tornekrattet som en hemmelighed eller bare grine ad dig selv, når du fortæller historien?
Om din gule mirabel.