|
ÅNDER Du kender den hvide blegede bomuld der tilbyder ømhed vintervarm. Du kender ekstasen der føder begæret først senere kommer tanken og du forstår. Kunne du åbne munden ville du kalde verden og åbne hjerter. Men du lukker dine øjne åbner din tro opsøger døde og spørger dem til råds. Hvad tænker du når du færdes i tidens bølge? Ser du drømmen komme brusende skylle op over stranden for raslende at trække sig tilbage? Eller frygter du fortids fattigdom bag den romantiske fortælling? At du vil vågne til en by der skælver og en befolkning der forsøger at holde sig fast. |